Danskere taber bronzedyst i bordtennis til Portugal

16x9
Tobias Rasmussen og Anders Lind tabte deres doublekamp til Portugal i tre sæt. Foto: Lars Møller / Scanpix Denmark

Portugal var for stor en mundfuld for de danske bordtennisherrer i bronzekampen for hold ved European Games.

Drømmen om bronzemedaljer forblev en drøm for Danmarks bordtennislandshold for herrer lørdag ved European Games.

Her tabte danskerne 1-3 til Portugal i bronzedysten efter nederlag i semifinalen til Sverige fredag, hvor Portugal tabte sin semifinale til Tyskland.

Jonathan Groth var igen eneste dansker, der hev en sejr i land i kampen, som tilfældet var mod Sverige.

Tobias Rasmussen og Anders Lind lagde ud mod Tiago Apolónia og João Monteiro i den indledende herredouble, og man så her niveauforskellen.

Danskerne kom ellers godt ind i andet sæt, efter at de havde tabte det første 6-11. Danskerne var foran 4-1, men smed det hele over bord, og portugiserne bragte sig foran 9-4 og tog andet sæt 11-5 og tredje sæt 11-4.

Dermed var Portugal foran 1-0, og så skulle Jonathan Groth i kamp i single.

Han havde inden kampen talt om træthed, efter at han nåede frem til finalen i singleturneringen, inden holdturneringen begyndte torsdag.

Her tog han et stort slæb i de samlede sejre over først Slovenien og siden Østrig, inden det blev til nederlag mod Sverige.

Efter en flot duel kom Groth på 6-9 i første sæt mod Marcos Freitas, og danskerens comeback rakte til sejr i første sæt på 11-9. I andet sæt kom Groth bagud 0-4, men kom igen tilbage. Det blev 9-9, inden Groth tabte 11-13.

Groth udlignede til 6-6 i tredje sæt, og en portugisisk servefejl bragte Groth på 9-6, og med 10-7 havde Groth tre sætbolde. Den første blev udnyttet, og Groth tog også fjerde sæt og kampen og udlignede til 1-1 samlet.

Så skulle Anders Lind i kamp mod João Monteiro, og efter dagens bedste duel tog danskeren første sæt 11-6 med et forrygende baghåndsslag.

Efter en 7-5-føring måtte han se sig besejret 11-8 i andet sæt. Det samme blev resultatet i tredje sæt, og Monteiro bragte Portugal foran 2-1 samlet, da han også vandt fjerde sæt.

Så var presset på Tobias Rasmussen mod favoritten Marcos Freitas, som er Portugals bedste singlekort.

Freitas tog nemt første sæt 11-4, men danskeren overraskede og vandt andet sæt 11-9. Freitas tog dog tredje sæt og sikrede samlet portugisisk 3-1-sejr, da han vandt et tæt fjerde sæt og dermed afgjorde bronzekampen.