OL-atlet forsvundet - mister pladsen i Rio
Den bulgarske bryder Lyuben Iliev har været forsvundet i to uger, så landstræneren har været tvunget til at udtage en erstatning.
En bulgarsk bryder er forsvundet og kommer ikke med til OL i Rio, skriver nyhedsbureauet Reuters.
27-årige Lyuben Iliev har været forsvundet siden 4. juli, da landsholdet vendte hjem fra en træningslejr i Rusland.
- Han forsvandt bare ud af syne. Vi kan ikke finde ham, siger landstræneren Valentin Raychev, der i stedet har udtaget Dimitar Kumchev, som samtidig er ungdomslandstræner.
Raychev beskriver ifølge Reuters den forsvundne Iliev som ”følelsesmæssigt ustabil”.
Iliev har vundet EM-bronze i 2013 og skulle have deltaget i den tungeste vægtklasse i fristil ved OL.
Han fik pladsen ved OL, da hviderusseren Yusup Jalilau blev testet positiv for doping i maj. Men Iliev har også selv en problematisk fortid, skriver Reuters.
I 2012 var han således under arrest i fem dage efter håndgemæng med politiet i byen Blagoevgrad.
Brydning er stort i Bulgarien, der har 11 atleter med til OL i den idrætsgren. Gennem tiderne har Bulgarien vundet 68 OL-medaljer i brydning, heraf 16 af guld.
Tidligere på året tabte Iliev kampen om bronze ved EM mod hviderusseren Alexey Nikolaev, som man kan se her.