OL Tokyo 2020

Danskers OL-håb slukket for anden gang

Den danske bryder Fredrik Bjerrehuus tabte til russiske Artem Surkov og er færdig ved OL i Tokyo.

To kampe blev det til for Fredrik Bjerrehuus ved OL i Tokyo.

Den danske bryder tabte egentlig sin første kamp tirsdag, men fik alligevel mulighed for at komme i aktion igen, da modstanderen, ukrainske Parviz Nasibov, endte med at kvalificere sig til finalen.

Det gav Bjerrehuus en kamp mod russiske Artem Surkov om en plads i en bronzekamp.

Men danskeren lykkedes altså ikke med at få skovlen under russeren. Surkov vandt 7-0 og sendte Bjerrehuus ud af OL.

Danskeren kom tidligt bagud, med det der endte med at blive slutcifrene, 0-7, og så var Bjerrehuus under pres. Kom Surkov på 8-0, var kampen slut.

Det lykkedes danskeren at holde russeren fra at lave flere point. Desværre for Bjerrehuus kom han altså ikke selv på tavlen, så det var reelt aldrig tæt på dansk deltagelse i bronzekampen senere onsdag.

31-årige Bjerrehuus stillede op i 67-kiloklassen i græsk-romersk stil, hvor greb fra hoften og op er tilladt - modsat i fristil, hvor der må gribes over hele kroppen.