Rio 2016

I dag skal du holde med 18-årige Arne fra Tonga

Bueskydning er den eneste OL-disciplin, der afvikles i dag. Til gengæld kan du se frem til at følge halv-danskeren Arne Hans Jensen fra Tonga.

Det er næsten så dansk, som det overhovedet kan blive. Arne Hans Jensen.

Vi kan desværre ikke prale med endnu en dansker ved OL i Rio. Den 18-årige bueskytte stiller nemlig op for Tonga.

De danske rødder skal findes på faderens side. Hans danskfødte far Hans Jensen fungerer samtidig som træner for Arne Jensen, der i perioden op til OL har trænet intensivt hos Køge Bueskyttelau. Det skriver Køge Lokalavis.

- Det er perfekt at komme her hver sommer. Køge har virkelig gode elitetrænere, sagde Hans Jensen inden OL og forklarede, at der ikke findes noget elitemiljø omkring bueskydning på Tonga.

Samtidig fortalte han om, hvordan interessen for bueskydning begyndte for seks år siden.

- Han har altid kunnet lide Robin Hood som alle drenge, men for seks år siden kom en dansk bueskytte, Dennis Bager, til Tonga, som en del af en verdensrundrejse med familien. Han lavede et begynderkursus, og der fattede Arne interesse for sporten, sagde faderen Hans Jensen.

Nu har interessen ført Arne Jensen hele vejen til OL i Rio, hvor han skal forsøge at skyde sig frem til en olympisk medalje.

I den olympiske bueskytteturnering er der 64 deltagere. Når OL-turneringen starter i dag, bliver det med en såkaldt placeringsrunde, hvor skytterne skyder sig til den placering, der afgør, hvem de skal møde i 1/32-finalen.

Herfra bliver det knald eller fald frem mod finalen.

- Jeg sigter efter at gøre mit bedste. Jeg kan ikke styre min modstander, men jeg kan styre, hvordan jeg præsterer, og forhåbentlig er det nok til at gå videre fra de første par kampe, har Arne Jensen sagt før OL ifølge mediet Matangi Tonga Online.

Arne Jensen er en af to skytter fra Tonga. Lusi Tatafu er den kvindelige deltager fra den lille nation. Danskeren sender sine første pile af sted klokken 14 dansk tid.