Rio 2016

Verdensrekord i bueskydning da Arne Jensen indledte OL

Der blev sat verdensrekord i bueskydning, da mændene indledte den individuelle OL-turnering fredag. Halv-danskeren Arne Jensen blev nummer 61.

Han er Tongas eneste bueskytte hos herrerne, men efter dagens placeringsrunde har Arne Hans Jensen fået en meget vanskelig vej videre i OL-turneringen.

Den 18-årige bueskytter har danske rødder i form af sin far, Hans Jensen, der samtidig fungerer som træner - også under OL i Rio.

Dagens konkurrence var en såkaldt placeringsrunde, hvor bueskytterne skyder sig til en placering fra 1-64. Herefter bliver de parret op fra top mod bund i 1/32-finalerne, der skal afvikles på mandag kl. 14.00.

Arne Jensen formåede at levere en score på 604 point, hvilket var nok til en placering som nummer 61 ud af 64. Det betyder samtidig, at han i sin 1/32-finale skal møde Sjef van den Berg fra Holland, der ligger nummer fem på verdensranglisten. Tonganeren ligger selv nummer 869 i verden.

Sjef van den Berg venter i elimineringsrunden for Arne Jensen.

- Hvis jeg ryger ud efter at have skudt det bedste, jeg kan, så er jeg stadig glad. Hvis jeg ikke skyder det bedste, så vil jeg ikke være glad. Men jeg bekymrer mig egentlig ikke om resultatet i min første kamp.

- Jeg ville få en svær kamp lige meget hvad. Hvis jeg var blevet nummer 30, var det blevet sindssygt svært alligevel. Så jeg håber bare at præstere mit bedste og ikke gå ned. Så længe jeg står tilbage og kan sige, jeg gjorde mit bedste, så er jeg glad, sagde Arne Jensen til TV 2 SPORT efter dagens konkurrence.

Verdensrekord til koreaner

Inden OL-flammen tændes i aften, har Rio allerede fået sin første verdensrekord, som du kan se her:

For i mens Arne Jensen måtte nøjes med 604 point, så kunne Kim Woojin fra Korea notere en score på hele 700 point. Det var ét point bedre end den tidligere verdensrekord, der tilhørte en anden koreaner.

Arne Jensen skal i direkte duel mod Sjef van den Berg mandag klokken 14 dansk tid.