Bueskydning

Bueskytte om dramatisk bronze: Tænkte en ekstra tanke

Maja Jager satte den sidste pil, da Danmark vandt bronze ved European Games. Suhaib Salem / Scanpix Denmark

Hovedet skulle holdes koldt, da bueskyttebronze gik til Danmark efter shoot off ved European Games.

Danmark kom lørdag på tavlen ved at få del i et af de første medaljesæt, der blev uddelt ved European Games i Minsk.

Men det holdt hårdt, inden det danske bueskyttehold for kvinder havde sikret tredjepladsen i bronzekampen mod Tyskland i disciplinen recurve.

Efter den ordinære kamp var sluttet 4-4, vandt Randi Degn, Anne Marie Laursen og Maja Jager den afgørende shoot off, hvor hver skytte kun havde en pil. Den sluttede 27-26 til Danmark.

- Vi skal jo gøre det, vi hele tiden gør, men det er klart, at man får en ekstra tanke i hovedet, når man ved, at det er den sidste og afgørende pil. Der skal man holde hovedet koldt, siger Randi Degn.

Maja Jager - verdensmesteren fra 2013 - satte den sidste pil og sørgede for en 7'er, der afgjorde kampen til dansk fordel.

- Det blev meget spændende. Det gik op og ned. Først tog vi et sæt, så tog de ét og så videre. Det blev meget tæt, og vinden gjorde det svært, men vi var gode til at læse den, mener Maja Jager.

Hun vandt sølv i den individuelle konkurrence ved European Games for fire år siden og kopierede altså medaljebedriften i Minsk.

- Det er rigtigt dejligt også at prøve det som hold. Nu har vi vist, at vi også kan være med på det plan, siger Jager.

Overraskede mod Rusland

Danskerne indledte vejen til medaljen med en overraskende sejr over Rusland i kvartfinalen. Også her måtte skytterne ud i shoot off.

Trods bagud 0-4 efter de første to sæt troede danskerne på sejren, fortæller Anne Marie Laursen.

- Vi har slået russerne før, så vi troede hele tiden på, at vi kunne gøre det igen. Der er ikke nogen, vi ikke kan slå. Det handler om at læse vinden på det enkelte tidspunkt, så man får marginalerne, siger Anne Marie Laursen.

Hun vandt sin første medalje ved European Games og har fået blod på tanden i fortsættelsen af den individuelle konkurrence i Minsk.

- Det er mega fedt at vinde en medalje. At få en af de store medaljer, der betyder noget. Det giver mod på den individuelle konkurrence. Jeg ved, at jeg kan på den bane, og tilskuerne gav ikke noget pres, lyder det fra Laursen.