OL Tokyo 2020

Maja Jager ryger ud af OL

Den danske bueskytte Maja Jager er færdig ved OL efter et nederlag til russer i 16.-delsfinalen.

Maja Jager er færdig ved OL.

Den danske bueskytte var natten til torsdag i aktion i sine første kampe i knockoutfasen ved legene i Tokyo.

Den første - 32.-delsfinalen - endte med en sejr over indonesiske Diananda Choirunisa, men kort efter endte det altså med exit i 16.-delsfinalen.

Russiske Ksenia Perova sendte den danske ex-verdensmester ud.

29-årige Mia Jager vandt 6-2 over indonesiske Chouirunisa efter at have vundet tre af de fire sæt, der nåede at blive afviklet, inden Jagers sejr var en realitet.

Jager vandt sættene med 23, 26 og 26 point. En enkelt gang - i tredje sæt - ramte hun lige i midten og fik ti point.

Kun cirka en halv time efter sin sejr i 32.-delsfinalen var Jager i aktion igen i 16.-delsfinalen.

Mod Ksenia Perova fik danskeren en knap så god start. Russeren vandt første sæt, mens andet endte uafgjort.

Jager kom på banen med et perfekt tredje sæt, hvor alle tre pile ramte var fuldtræffere med ti point til følge. Så stod det lige.

Perova kom tilbage og vandt fjerde sæt, og så var Jager tvunget til at vinde femte og sidste sæt for at holde håbet om avancement i live. Det skete ikke, og så måtte Jager pakke tasken og rejse hjem.