Curling

Officielt: Danske curlingkvinder får frataget støtte

Team Danmarks støttekroner kommer udelukkende til at gå til herrerne.

Som TV 2 SPORT erfarede tirsdag, har Team Danmark i dag besluttet at droppe støtten til de danske curlingkvinder.

Det blev besluttet på et bestyrelsesmøde onsdag.

Årsagen skal findes i, at den mangeårige skipper Lene Nielsen har indstillet karrieren og samtidig opløste sit hold, Team Lene Nielsen. Det fik også Charlotte Clemmensen og Stephanie Risdal til at droppe målet om vinter-OL i 2018.

- Vi har fuld forståelse for, at det stiller det nye kvindehold i en svær situation, men vi vurderer sammen med Dansk Curling Forbund, at holdet ikke har medaljepotentiale på OL-niveau. Den økonomiske virkelighed i dansk eliteidræt betyder, at Team Danmark må prioritere ressourcerne meget skarpt med fokus på resultatperspektiverne, siger Team Danmarks direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.

Beslutningen ærgrede curlingspilleren Madeleine Dupont, da TV 2 SPORT tirsdag erfarede nyheden.

Hun havde drømt om en plads ved OL, hvor støttekroner var nødvendige for at højne chancen for kvalifikation.

- Vi kunne godt have brugt 50-100.000 kroner på tre, fire gode turneringer. Den form for kamperfaring kan man ikke få herhjemme, sagde Dupont til TV 2 SPORT.

- Det er rigtig ærgerligt ikke at have de bedste forudsætninger, når nu vinter-OL allerede er så lille i Danmark. Det drejer sig ikke om millioner. Det er småpenge i nogens verden, og det havde givet os en rigtig god chance.

Landsholdene spiller OL-kvalifikation i december, hvor to ud af de nationer kommer med til legene i Sydkorea.

Her får Team Rasmus Stjerne de bedste betingelser, efter at holdet i 2016 imponerede med en sølvmedalje ved VM. Støtten på 1,1 millioner kroner kommer til at gå til dem.

- Udviklingen i konkurrenceniveauet i curling illustrerer, hvordan det bliver sværere og sværere at vinde medaljer i international eliteidræt. I takt med at flere og flere lande i stigende grad investerer i eliteidræt, bliver niveauet ganske enkelt højere. Der foregår et godt elitearbejde i Dansk Curling Forbund, og vi håber og tror, det lykkes at dansk curling også vil være på isen i Sydkorea til vinter-OL. Ikke kun for at være med, men for at kæmpe med om de gode placeringer, siger Lone Hansen.