Curling

Curlingkvinder klarer skærene

Danmarks curlingkvinder tabte deres sidste kamp i indledende runde, men overlevede i det bedste selskab.

Danmarks curlingkvinder er også med i det bedste selskab, næste gang der afholdes EM.

Torsdag tabte holdet anført af skipper Madeleine Dupont 3-7 til Sverige i sidste kamp i indledende runde i norske Lillehammer.

Danskerne slutter med to sejre og syv nederlag og er langt fra de fire øverste pladser, der giver adgang til semifinalerne.

Dermed slutter det danske hold som nummer otte ud af ti. Det betyder, at danskerne også i næste sæson er med i A-divisionen ved EM, ligesom de er med i VM-kvalifikationsturneringen senere på sæsonen.

Herrelandsholdet i curling udspillede onsdag deres chance for avancement efter nederlag på 6-8 til Tyskland og 2-12 til Schweiz.

Danskerne møder torsdag Holland, og mens femtepladsen er inden for rækkevidde, er der ikke nogen chance for at avancere i turneringen.

De danske curlingkvinder er modsat herrerne kvalificeret til næste års vinter-OL i Beijing.