Vinter-OL

Danske curlingherrer taber igen

De danske curlingherrer har fortsat deres første sejr til gode ved vinter-OL.

Fem nederlag i fem kampe. Det er realiteten for Danmarks curlingherrer, der søndag tabte med 8-2 til Storbritannien.

Briterne sikrede sig hurtigt en føring på først 2-0 og siden 4-0. Først i fjerde ende sikrede danskerne det første point i opgøret, men det satte altså ikke gang i et comeback.

Tværtimod svarede briterne igen med mere godt spil, og selvom danskerne fik sikret et enkelt point mere, var det ikke nok til at slå Storbritannien, der altså vandt kampen 8-2.

Danmark opgav at forfølge sejren, efter den ottende ende var spillet.

Med fire kampe tilbage ved vinter-OL har de danske curlingherrer stadig en chance for at kvalificere sig til kampen om medaljer ved at slutte blandt de bedste fire. Chancen er dog forholdsvist lille.

Mandag skal danskerne op imod Norge. Kampen spilles klokken 07.00, og den kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.