Vinter-OL

- Det er vanvittigt hårdt at være i

De danske curlingkvinder står tilbage med en enkelt sejr efter de første fem gruppekampe ved vinter-OL.

De danske curlingkvinder var søndag morgen dansk tid på isen i Beijing, hvor det blev til endnu et snævert nederlag.

De nykårede europamestre fra Storbritannien var presset af danskerne, og slutresultat på 7-2 til briterne er ikke 100 procent retvisende.

Kampen var helt tæt enderne igennem, men til syvende og sidst blev Danmark nødsaget til at gå all-in. Det lykkedes ikke, og derfor endte det i OL's fjerde nederlag for Danmark. Et nederlag, der gjorde ondt på den danske skipper Madeleine Dupont.

- Nu ser det sindssygt svært ud med semifinalen, og hvis det er træls at se på derhjemme, skulle man bare prøve at være i det her. Det er så bittert at være så tæt på, og det ser vi overalt til OL – at ens drøm bliver knust dag efter dag. Og her bliver det bare lige trukket ud over otte dage. Det er vanvittig hårdt at være i, og derfor er jeg meget taknemmelig for, at vi er fem piger, der giver alt, hvad vi overhovedet har kamp efter kamp.

Jeg kan mærke på dig, at det her er enormt hårdt. Og sådan har det været i flere kampe nu. Hvordan bliver I ved med at løfte jer selv op efter de her kampe?

- Jeg bliver rørt, fordi seerne derhjemme ser en scoretavle, der siger, vi har én sejr og fire nederlag. Men det føles jo ikke sådan. Det føles, som om vi er lige ved og næsten at være der. Og jeg ved godt, man ikke kan bruge det til noget. Man vinder ikke medaljer med lige ved og næsten, siger Madeleine Dupont til TV 2 SPORT.

Se interviewet i videoen øverst i artiklen.

De danske curlingkvinders resultater ved Vinter-OL:

  • 10. februar: Danmark 7 - 6 Kina
  • 10. februar: USA 7 - 5 Danmark
  • 12. februar: Japan 8 - 7 Danmark
  • 12. februar: Danmark 5 - 8 Schweiz
  • 13. februar: Danmark 2 - 7 Storbritannien

Stolt af pigerne

Nederlaget til EM-guldvinderne betyder, at danskerne får svært ved at avancere til slutspillet. Det, danskerne præsterede, var dog mere end rigeligt til at gøre den danske skipper stolt.

- Jeg er så stolt af de piger her, for ærlig talt kunne vi lige så godt have haft fire sejre lige nu. Vi kunne lige så godt have været en fod fra at være inde i slutspillet.

- Det er ikke en 7-2-kamp overhovedet. Det er måske en 3-2-kamp. De vandt EM for tre måneder siden, men vi spiller op med dem otte ender i streg. Vi smider alt over bord og laver en hail mary til sidst, men det er slet ikke sådan en kamp. Resultatet fortæller ikke kampens forløb. Vi er helt med, men vi bliver jo nødt til at gå all-in til sidst. Go big or go home.

Som Dupont selv siger, så giver lige ved og næsten ikke medaljer. Der resterer dog stadig fire kampe, hvor danskerne kan rejse sig efter det fjerde nederlag i træk.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.