Vinter-OL

Danskerne kom sent i seng efter "bombe": - Den er lukket

Det danske herrelandshold i curling har haft en alvorssnak internt på holdet, hvor de har fået talt ud om tingene.

Luften er renset, og alt er igen fryd og gammen på det danske curlinghold, der lige nu deltager ved OL.

Det er i hvert fald meldingen fra spillerne og landstræneren, efter at sidstnævnte tirsdag udtrykte sin store frustration over, at spillerne ikke havde foretaget en rokade noget før. En udskiftning, som kun spillerne på isen kan beslutte at foretage.

Spillerne og jeg var frustrerede, og så springer der bare en bombe på et tidspunkt

Kenneth Rifbjerg Hertsdahl, landstræner

Tirsdag aften kinesisk tid fik de så talt tingene igennem, og nu er der ikke flere problemer, lyder det.

- Status er, at den er lukket. Vi har snakket det hele igennem, og det har bare været lidt frustrationer, der er kommet ud og ikke andet end det. Vi gav hånd og er gode venner igen. Så der er ikke nogen problemer på holdet længere, siger curlingspiller Mads Nørgaard til TV 2 SPORT.

- Jeg tror, at det var de første fem kampe, der irriterede os lidt, og så har man brændt inde med det, og så hjælper det at få snakket ud, så den er lukket.

Har I fortrudt nogle af de ting, I har sagt?

- Ja, det har vi jo nok. Men man har jo ret til at have sin holdning, og vi er enige om, at alle har ret til det. Men det hører ikke til her, så vi har lagt låg på, siger Nørgaard.

En bombe

Landstræner Kenneth Rifbjerg Hertsdahl beskriver det som "et hårdt døgn", efter at han fortalte om sin frustration til TV 2 SPORT, hvorefter spillerne svarede ham igen.

Landstræneren mener, at det hele har været et udtryk for, at der har været frustration fra alle parter.

- Når vi taber en masse kampe, og spillerne og jeg er frustrerede, så springer der bare en bombe på et tidspunkt, og det kan vi kun beklage over, siger han.

- Hvis man går med nogle frustrationer, ikke får talt tingene ordentligt igennem og ikke får talt om de rigtige emner, så hober det sig op. Så skal der bare en lille ting til, og så flyder bægeret over, og så siger man nogle forkerte ting.

Det var et lidt sent møde, så man kom måske ikke lige i seng til den tid, man godt kunne tænke sig

Mikkel Krause, skipper

Landstræner forstår kritikken

En af de ting, som spilleren Henrik Holtermann blandt andet sagde om træneren, var, at de tvivlede på hans kompetencer. Kenneth Rifbjerg Hertsdahl siger, at det ikke er rart at få disse ting at vide, men han erkender også, at han har lavet fejl.

- Jeg tager det på min kappe, og så må vi bearbejde det, som vi har gjort. Og så må vi komme videre herfra.

Kan du følge kritikken?

- Både og. Det kan jeg jo sagtens. Men vi har snakket om det, og så er vi videre herfra. Jeg skal jo også acceptere, hvis jeg laver fejl. Vi har aftalt, at vi skal lukke den, hvis vi har frustrationer mod hinanden og så komme videre.

Efter syv ender sagde Danmark stop. De tabte kampen 3-10. Video: TV 2 SPORT

Skipper Mikkel Krause er tilfreds med, at der nu er lagt låg på sagen, men ærgrer sig over, at de har skullet bruge tid på noget, der sker uden for isen.

- Det er selvfølgelig en lidt stressende situation, at der kommer noget ind fra siden, der som sådan ikke har noget med curling at gøre. Vi blev lidt distraheret af det.

- Det var et lidt sent møde, så man kom måske ikke lige i seng til den tid, man godt kunne tænke sig. Der var lidt tumult i planlægningen. Vi kunne alle sammen kigge hinanden i øjnene, og der var en fin kommunikation, og den er lukket nu, siger skipperen.

Vil ikke kommentere på landstræners fremtid

TV 2 SPORT har talt med Henrik Christoffersen, der er bestyrelsesformand i Dansk Curling Forbund. Han har forståelse for spillernes ageren i sagen og fortæller, at det hele skal vendes, når holdet er tilbage fra OL.

Her vil landstrænerens rolle også blive diskuteret, men skipper Mikkel Krause er ikke meget for at kommentere på, hvad fremtiden bringer for træneren.

Er Kenneth stadig landstræner efter OL?

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Men umiddelbart kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne være det, siger Krause.

Hvorfor har du ikke nogen kommentar til det?

- Fordi lige nu kunne jeg godt tænke mig at tale om curling frem for politik. Og Kenneth er landstræner lige nu, og vi skal spille en kamp igen i morgen, som jeg gerne vil have fokus på nu.

De danske curlingherrer slutter sidst af de ti deltagere ved vinter-OL i Beijing. Det står klart, efter at skipper Mikkel Krause og det danske hold onsdag tabte med 3-10 til Italien. Danskerne afslutter natten til torsdag den olympiske kampagne mod USA, der kæmper for at nå semifinalerne, hvor Sverige og Storbritannien har sikret sig en plads.