Dansker kæmper med tårerne: - Har fået mange onde beskeder
Flere landsholdsspillere har modtaget personlige angreb på de sociale medier under vinter-OL i Beijing.
Følelserne fik frit løb, da de danske curlingherrer havde sat punktum for OL.
Ikke kun fordi de forlader legene i Beijing med kun en enkelt sejr i bagagen, men også fordi der undervejs har været en række ubehagelige forstyrrelser udefra i form af ondskabsfulde henvendelser på de sociale medier. Det fortæller Mads Nørgaard.
- Jeg kæmper lidt med tårerne måske.
- Det er meget overvældende at være til OL. Jeg havde ikke regnet med, at der ville være så meget fokus på det. Og så har vi fået mange onde beskeder på internettet, siger danskeren til TV 2 SPORT.
Mads Nørgaard fortæller, at mesterskabet i Beijing har været fyldt med forstyrrende elementer. Tidligere på ugen kom det frem, at der internt på holdet har været store uenigheder mellem spillerne og landstræneren, Kenneth Rifbjerg.
Når de danske spillere fra tid til anden har haft telefonen i hånden for at få et frirum, har det ikke altid været den fornøjelse, der skulle have været.
- Jeg prøver at lade være med at læse kommentarsporene. Men når nogen sender en grim besked til en privat, så er det ikke det fedeste at åbne, siger Mads Nørgaard, der tilføjer, at "der selvfølgelig også er mange, der skriver søde ting".
Flere har oplevet personlige angreb
Landsholdsspilleren fortæller, at han til tider har haft svært ved at falde i søvn om natten, og at de mange ubehagelige beskeder har sat sine spor på holdet.
Hvad kan der stå i sådan en besked?
- Jeg fik for eksempel en, hvor der stod, at det var pinligt at se mig spille curling. Ja... Det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Det er jeg faktisk ikke.
Er det noget I har talt om på holdet med de her negative ting?
- Ja. Det har vi helt klart. Der er nogle, der får mere tarvelige beskeder end mig. Det bliver lidt mere et personligt angreb, når man skriver om, hvordan folk ser ud, siger Mads Nørgaard.
Det er langt fra første gang, at danske sportsudøvere får ondskabsfulde henvendelser på sociale medier. I januar var det de danske håndboldherrer, der efter et nederlag til Frankrig kunne læse den ene voldsomme reaktion efter den anden.
Sportslig skuffelse "trykker lidt"
Nu kan curlingherrerne se frem til, at de igen kan komme væk fra den enorme opmærksomhed, når de vender tilbage til Danmark. Men den sportslige skuffelse sidder der stadig.
- Lige så snart vi var færdige, kunne jeg mærke det. Det var sidste kamp. Vi vil gerne igen om fire år, men det er ikke sikkert, det bliver en mulighed. Det er måske også det, der trykker lidt, siger Mads Nørgaard.
Danmarks ene sejr blev sikret mod Norge. Natten til onsdag takkede de af med et nederlag på 5-7 til USA.
Herrelandsholdet sluttede sidst af alle og var dermed langt fra at kunne spille med om medaljer.