Vinter-OL

- Fremtiden i dansk curling er ærligt talt lidt hård

Madeleine Dupont ser bekymret på Danmarks curlingfremtid efter OL, hvor Danmark sluttede sidste og næstsidst.

Begejstringen er begrænset, efter Danmarks curlinglandshold spillede de sidste kampe ved vinter-OL.

Både herrerne og kvinderne tabte, og med placeringer som sidst og næstsidst var resultaterne ikke helt som håbet. Det er fremtidsudsigterne heller ikke.

- Fremtiden i dansk curling er ærligt talt lidt hård, for der er ikke så mange spillere i Danmark. Jeg håber, der er rigtigt mange, der har fået øjnene op for, hvor fed en sport det er, siger skipper Madeleine Dupont til TV 2 SPORT.

For Duponts vedkommende er fremtiden heller ikke soleklar.

- For vores hold ved jeg ikke, hvad fremtiden byder – andet end VM i Canada i næste måned. Det ser vi frem til, siger Madeleine Dupont, som sammen med sin søster Denise Dupont indstillede karrieren i 2019.

Dengang følte de, at det var nytteløst at leve en tilværelse som amatør og samtidig prøve at kæmpe mod de bedste og fuldtidsprofessionelle nationer i verden.

Siden fik drømmen om endnu en OL-deltagelse dem til at genoptage træningen på et seriøst niveau.

De samme stiller op igen og igen

Men Dupont-søstrene er ikke de eneste i dansk curling, der føler, at de jævnligt kæmper mod en overmagt.

- Vi står jo i en speciel situation til OL, hvor vi er oppe mod nogle hold, som er fuldtidsprofessionelle. Det er ikke et sted, hvor vi er, siger Henrik Christoffersen, der er bestyrelsesformand, medlem af eliteudvalget og international repræsentant i Dansk Curling Forbund.

Han mener også, der er behov for mange nye spillere.

- Vi mangler at få flere ind i klubberne. Vores talentmasse er ikke så stor på nuværende tidspunkt. Det er også derfor, vi ser de samme igen og igen til de forskellige mesterskaber.

Ved vinter-OL i Beijing vandt de danske kvinder to kampe og tabte syv, mens herrerne vandt én og tabte otte. Derfor var begge hold langt fra at gå videre fra gruppespillet i den sportsgren, der stadig står som den eneste, Danmark har vundet en medalje i ved vinter-OL.

Det var i 1998, hvor Danmarks kvindelandshold vandt sølv.