Vinter-OL

Sverige cementerer medaljerekord

Sverige vandt mændenes curlingturnering og er oppe på otte guldmedaljer og 18 medaljer i alt i Beijing.

Sveriges succes ved vinter-OL i Beijing fortsætter.

Lørdag formiddag dansk tid øgede Sverige antallet af medaljer ved legene i Kina til 17, og senere på dagen kom også nummer 18 i hus.

Så mange har Sverige aldrig tidligere vundet ved et vinter-OL. Den tidligere svenske rekord lød på 15 medaljer, der blev vundet ved legene i Sochi i 2014.

I tillæg var den ene medalje lørdag af fineste karat, da svenskerne strøg til tops i herrernes curlingturnering. Det skete med en 5-4-sejr over Storbritannien efter en yderst tæt finale.

Efter fire års venten kan svenskerne svinge en OL-guldmedalje om halsen. Video: TV 2 Sport

Dermed er otte af de svenske medaljer af guld. Også det er svensk rekord. To gange tidligere, i 2018 og 2006, har Sverige vundet syv guldmedaljer.

Den anden medalje kom også i curling, da de svenske kvinder vandt bronzekampen over Schweiz.

Sverige slog Schweiz.

For herrernes curlingskipper Niklas Edin markerer guldmedaljen i Beijing kulminationen på en lang, sikker opdrift på det olympiske medaljepodium.

Ved legene i Vancouver i 2010 blev han nummer fire, i 2014 i Sotji var han med til at tage bronze, og i 2018 var han med til at tage sølv.

Lørdagens curlingfinale for herrerne i Beijing måtte afgøres i en ekstra ende, da stillingen var 4-4 efter de ti ordinære ender. Svenskerne havde fordel af at have sidste sten i enden, men den fik Niklas Edin aldrig brug for.

Briternes skipper, Bruce Mouat, formåede ikke at få sin sten tættest på huset til sidst, og så var den sidste svenske sten overflødig.