Tegnede både og biler, da OL-guldet kom i hus
Daniel Magnusson er olympisk mester i curling, selvom han ikke har spillet et eneste minut i turneringen.
OL-finalen var næsten ikke til at holde ud for den svenske curlingspiller Daniel Magnusson.
Faktisk var opgøret mod Storbritannien så spændende, at reserven kæmpede for at få tankerne væk, og derfor sad han og tegnede under guldkampen.
Det fortæller han til Expressen.
- Jeg sad og tegnede nogle både og biler for at tænke på noget andet, siger Daniel Magnusson, der plejer at grifle noter om stenene, når han sidder ude som reserve.
I lørdagens finale kom Sverige foran med 3-1 i tredje ende, og i ottende ende bragte svenskerne sig foran med 4-3. Den føring udlignede Storbritannien i tiende ende, og derfor skulle finalen afgøres i en ekstra ende.
Her var svenskerne skarpest, og derfor vandt Sverige guld i herrernes curlingturnering for første gang.
Mens nogle hold har skiftet ud undervejs, har Sverige stillet med Christoffer Sundgren, Rasmus Wranaa, Oskar Eriksson og Niklas Edin i samtlige kampe. Derfor har Magnusson ikke haft direkte indflydelse på Sveriges første OL-guldmedalje for herrer.
Holdkammeraterne understreger dog, at hans humør og indsats uden for banen har stor betydning.
- Det er lidt specielt – helt klart. Og jeg ved ikke, hvad jeg tænker. Det er, hvad det er, og folk kan mene, hvad de vil. Men jeg er en del af holdet, og jeg gør, hvad jeg kan for at bidrage, siger Daniel Magnusson, hvis første OL-optræden var på medaljepodiet.
Her stod han sammen med sine holdkammerater, de britiske finalemodstandere og Canada, der vandt bronzekampen 8-5 over USA.