Kommentar fra Jul: Fejhedens triumf
TV 2 Sportens kyndige iagttager af Tour de France, Henrik Jul Hansen, giver i denne kommentar sit syn på jævnbyrdigheden i toppen af klassemen-tet i det års udgave af løbet.
Det er fint, når kyndige iagttagere af cykelløbet - jeg hader ordet ekspert - er uenige, og jeg er helt uenig med min gode ven og kollega Dennis Ritter, når han efter de uafgjorte skærmydsler i Pyrenæerne gør den tilsyneladende jævnbyrdighed i toppen af klassementet til en kvalitet for løbet. Det er det ikke. Det er nedslående. Forud for denne Tour gjorde man den til en duel, og det ville være fint med et så skarpt opgør mellem Andy Schleck og Alberto Contador som vi fik sidste år, men jeg var blandt dem som gerne så anderledes typer som Cadel Evans og Ivan Basso stikke en kæp i favorithjulene. Det er så sket, men ikke på en måde, som har løftet cykelløbet ud over kedsommelighed og skuffelse.
Vilje til sejr vil altid være snævert forbundet med risiko for nederlag. Det er så enkelt som al sports væsen. Og når angsten for nederlag er større end viljen til sejr, så er det ikke bare kedeligt, det er også en krænkelse af det inderste i konkurrenceidræt. For det var, hvad vi så på vejen til Plateau de Beille: Angsten for at blotte sig, angsten for at tabe - sandsynligvis dikteret af brødrene Schlecks for at den ene eller den anden skulle miste tid og ansigt.
En jævnbyrdighed skabt af angst og forsigtighed er ikke et udtryk for, at de fem-seks ryttere, der lige nu kan vinde Tour de France, er lige gode. Det er de ikke. Det er fint, at Thomas Voeckler er i gult og pludselig regnes blandt favoritterne, men han er der på grund af de dygtigeres angst. Og det er fint at en belgier, der aldrig har vundet noget og som så at sige er med på afbud, går hen og vinder etapen, fordi han opdager, at angsten for at tabe har lammet dem, der burde have kørt for at vinde den. Fint for ham, men ikke for cykelløbet, ikke for os.
En etape som den til Plateau de Beille skal vindes af en af favoritterne.
De skal slide bukseskindet i laser for at gøre det. Ikke fordi sportens væsen kræver det, men fordi Tour de France' historie og tradition kræver det. Den kræver store vindere af store etaper for at løbet og traditionen kan være i live, og hvis den tradition bliver brudt, vil Tour de France blive deklasseret til et nok stadig stort, men nu helt tilfældigt cykelløb. Trods øjeblikkets benovelse og forundring over en ukendt belgiers og en tapper franskmands bedrifter, er de mere til skade end gavn for løbet som institution og folkeunderholdning.
Når Lars Bak knokler 170 km i front af feltet, tænker han ikke på, at han er en vigtig aktør i underholdningsbranchen, men det er han, og det er især den håndfuld ryttere, der skal slås om at vinde løbet. De skal ikke spille klovne eller køre for galleriet, men de skal blot som Lars Bak gøre det, de er bedst til. Køre for at vinde uden angst for at tabe.
Ingen gider se på en jævnbyrdighed, som ikke er resultat af kappestrid, men udtryk for jævnbyrdigt fedtspilleri og forsigtig kalkulation.