Cykling

Fuglsang bakkes op i Giro-kritik

Jakob Fuglsang har tidligere luftet sin undren over Giro d'Italia-ruten 2012, og danskeren bliver nu bakket op af den britiske profil David Millar.

"Der kommer udelukkende italienere til næste års løb. Ingen andre vil deltage. Efter kongeetapen i år sagde Alberto Contador, at det var for hårdt, og han vandt trods alt. Arrangørerne har ikke lært noget som helst," skriver David Millar på sin Twitter-profil.

Næstsidste etape af Giro D'Italia er på 218 kilometer og byder på flere voldsomme stigninger - og hele 5900 højdemeter.

Langt og kedeligt

"Med den halve distance vil det blive meget mere spændende. Denne Giro-etape bliver en lang og kedelig krig, hvor den mindst udmattede vinder," skriver David Millar.

Jakob Fuglsang har en stor chance for at blive RadioShack-Nissan-Treks kaptajn i Giro d'Italia. Han udtalte følgende, da han så næste års Giro-rute.

"Jeg havde hellere set, at det havde været mere menneskeligt, og uden så vigtig en etape så sent i løbet," sagde Jakob Fuglsang til Ritzau.