Giro d'Italia

Riis vil sende danskere i Giroen

Når Giro d'Italia til foråret lægger de tre første etaper forbi de danske landeveje, så vil den danske holdejer af Saxo Bank-SunGard, Bjarne Riis, have et større antal danske ryttere med på holdet, end han plejer.

"Ja, jeg vil helt klart overveje at bruge flere af de danske ryttere til Giroen, nu hvor det køres i Danmark," siger Bjarne Riis til sporten.tv2.dk.

"Stort for Danmark"

Han vil nemlig fejre, at et cykelløb, der betegnes som verdens anden største løb, kommer til Danmark. Det er nemlig ikke kun stort for dansk cykelsport, men også for Danmark.

"Det er jo en stor ting, at det kommer til Danmark. Nu havde vi jo så stor succes med VM i sidste måned, og det her bliver lige så stort. Det er stort for Danmark," siger holdejeren.

Havde kun to danske ryttere på holdet i 2011

Og det er ikke kun danskeren i Bjarne Riis, der glæder sig til at sætte sine danske spor på Giroen. Det er nemlig hans egen hjemby, der skal fungere som omdrejningspunkt i de tre etaper.

"Jeg er jo stolt som gammel herningenser," siger den tidligere Tour de France vinder.

Da Giroen blev kørt i år havde Bjarne Riis udtaget to danskere til holdet på i alt ni ryttere, der skulle køre for Saxo Bank-SunGard. Alberto Contador fra Saxo Bank-SunGard vandt løbet.