Cykling

Klassikerkongen er verdens bedste

Konkurrenterne har været vant til at blive sat til vægs cykelmæssigt af den belgiske mester Philippe Gilbert i denne sæson og på den sidste World Tour-rangliste er de endnu en gang blevet sat til vægs.

Den belgiske vinder af Amstel Gold Race, Flèche Wallone, Liège-Bastogne-Liège, for nu at nævne et par stykker, er klart bedste mand. Gilbert snupper førstepladsen med 718 point.

Tour de France-vinderen Cadel Evans bliver næstbedste rytter. Han har 574 point, mens Alberto Contador er bedste Saxo Bank-SunGard-rytter på tredjepladsen med 471 point.

Gilbert også på det bedste hold

Jakob Fuglsang er bedstplacerede dansker på en 31.-plads. Den danske klassementsrytter har kørt sig til 136 point.

På holdsiden er Gilbert også på førstepladsen, da Omega Pharma-Lotto med 1.099 point akkurat snupper den samlede førsteplads foran Sky Pro Cycling, som kørte sig til 1.059.

Bjarne Riis' mandskab ender på 9.-pladsen efter det blev til 696 point i denne sæson.