Giro d'Italia

Riis' sprinter påtager sig ansvaret

Juan José Haedo er Team Saxo Banks bedste bud på en etapesejr i årets Giro d'Italia.

Selv om den argentinske sprinter ikke har for vane at sprinte fra de allerbedste, så påtager han sig gerne ansvaret.

"Det er en grand tour, så det er selvfølgelig ikke nemt at vinde. Alle de store sprintere som Mark Cavendish og Tyler Farrar er med."

"Men vi kommer efter en etapesejr og har forberedt os godt," siger Haedo.

God chance for de andre

Skulle etapesejren glippe, så kan Team Saxo Banks succes sandsynligvis ikke reddes hjem i klassementet. For en sjælden gangs skyld har holdet ikke nogen klassementryttere med i Giroen.

Ansvaret hviler derfor i endnu højere grad på Haedo.

"Udefra ser det måske lidt skidt ud, at vi ikke har en klassementsrytter med. Men det er en god chance for os alle. Alle kan gå med i udbrud."

"Samtidig har vi et hold, der kan hjælpe mig. Jeg har mange omkring mig, der kan hjælpe mig frem, så jeg har en god position, hvis etaperne bliver afgjort i en spurt. Det maksimerer mine chancer," fortæller Juan José Haedo.

Selv om det ikke er blevet til så mange store triumfer i karrieren for argentineren, så vandt han sidste år en etape i Vuelta a España og Tirreno Adriatico.

Jeg har opnået, hvad jeg vil

Haedo er personligt godt tilfreds med sine bedrifter, selv om de fleste sejre er kommet hjem i mindre løb.

"Man ønsker altid at vinde 10 løb om året, så er det lettere for alle. Men det er en hård sport."

"Selv om man er på sit højeste niveau, så vinder man måske ikke. Jeg har opnået, hvad jeg vil, men folk forventer måske mere. Men jeg er glad for det, jeg har leveret foreløbig i karrieren," siger Bjarne Riis' sprinter.

Giroen åbner på lørdag med en enkeltstart i Herning over 8,7 kilometer. Derudover byder etapeløbet på endnu en etape i Herning, inden rytterne på mandag skal køre omkring Horsens.