Giro d'Italia

Etapeprofil: Giroens 14. etape

Lørdag rammer Giro d'Italia-feltet for alvor de vilde stigninger i årets løb - de 206 kilometer fra Cherasco til Cervinia indeholder to gigantiske bjerg.

Start:Klokken 11.35

Forventes i mål:Klokken 17.18 (ved 36 km/t i gennemsnit)

TV 2 sender:Fra klokken 15.00

TV 2 Sportens ekspert Henrik Jul Hansen vurderer her dagens etape:

"Det bliver den dag, hvor alle badebilletterne til top 20 bliver revet i stykker. Den hidtil brede liste af favoritter vil blive reduceret til ganske få. For det der venter i dag er to stigninger, der hver for sig vil være en enkelt bjergetape værdig. Begge bjerge ville i Touren være udenfor kategori," siger Henrik Jul.

"Først den 22 kilometer lange stigning op mod Col de Joux, tæt på Frankrig. Og uden et fladt stykke efter nedkørslen den 27 kilometer lange og modbydelig stejle stigning op mod skisportsstedet Cervinia."

"Cervinia var senest på Giro-ruten i 1997, og etapen blev vundet af Ivan Gotti, der ved den lejlighed tog førertrøjen fra Pavel Tovkov - og beholdt den hele løbet. Og det er baggrunden for at sige, der kan ske trøjebytte i dag, og den kommende vinder af Giroen kan vi skimte konturerne efter etapen."