Brian Holm skifter ud i Tour-truppen

Den danske sportsdirektør Brian Holm har fire dage før Tour de France-start måttet at skifte ud i Omega Pharma-QuickSteps trup til verdens hårdeste cykelløb.
Klassikerrytteren Stijn Vandenbergh er tvunget til afbud til den franske rundtur på grund af et siddesår. I stedet er Martin Velits, bror til holdets Peter Velits, med i truppen.
"Jeg har haft de her problemer i 10 dage, og det var næsten gået over. Men under søndagens nationale mesterskaber blev det værre. Sammen med holdets medicinske stab har jeg besluttet ikke at tage nogen chancer. Det er derfor, jeg ikke deltager i Touren," siger Vandenbergh ifølge Cyclingnews.
"Jeg bliver også nødt til at tænke på holdet. Jeg vil ikke starte uden at vide, hvordan jeg vil klare udfordringen. Touren er et krævende løb, og du har brug for ni ryttere, der er helt klar og friske til at kæmpe for det."
Vandenbergh har kørt Tour de France to gange tidligere, mens det blievr debut for Martin Velits. Brian Hom er sportsdirektør for Omega Pharma-QuickStep under Tour de France.