Tour de France

Prudhomme: Contador var dynamisk

Tour de France-direktøren Christian Prudhomme ser i disse dage frem til årets største cykelløb, men erkender at det ikke bliver helt det samme uden karantæneramte Alberto Contador fra Team Saxo Bank.

"Jeg benægter ikke, at han havde en dynamisk effekt på løbet i 2011. Han var en katalysator for energi," fortalte Prudhomme ifølge velonation.com.

"Han er en rytter, som ved hvordan han skal bruge vejen, og som kan køre på instinktet. Jeg husker specielt hans angreb på Col de Manse," lød det fra Prudhomme.

Contador vandt Tour de France i 2007 og 2009, men testede positiv for brug af clenbuterol i 2010, og har karantæne frem til den 5. august i år.

Contador har derfor Spanien Rundt som sæsonens store mål.