Rolig, Riis: Du går fri af Saxo-fyringer

Det får ingen konsekvenser for Bjarne Riis, at den ene af hans to hovedsponsorer, den danske bank Saxo Bank, fyrer 266 medarbejdere. Det siger Saxo Banks kommunikationschef Kasper Elbjørn til sporten.tv2.dk.
”Vi har en kontrakt med Bjarne Riis i 2013 også, og den overholder vi. For vores produktudbud forbliver det samme, og vores internationale aktiviteter vil også fortsætte,” fortæller han.
Dermed kan Riis, der foruden Saxo Bank også har Tinkoff Bank som storsponsor, trygt fortsætte sin jagt på at få den vigtige ProTour-licens i hus.
Ifølge Kasper Elbjørn skyldes afskedigelserne afmatningen på de finansielle markeder – en udvikling som forventes at fortsætte en tid endnu. De manglende aktiviteter på finansmarkederne betyder altså, at Saxo Bank må tilpasse sin organisation. Saxo Bank afskedigede tirsdag 266 medarbejdere, heraf de 168 i selskabets danske hovedkvarter i København.
Omvendt har Bjarne Riis oprustet til den nye sæson og hentet store navne til holdet. Heriblandt har han tilknyttet Roman Kreuziger (fra Astana), Matti Breschel (fra Rabobank), Nicolas Roche (fra AG2R) og Daniele Bennati (fra RadioShack).