Cykling

Boss roser Saxo-Tinkoff's angrebsiver

Alberto Contador vandt lørdagens sjette etape af Tour de San Luis og forsøgte sig også med et angreb søndag.

Team Saxo-Tinkoff-rytteren skulle hente mere end et minut på løbets førende rytter Daniel Diaz, men på en etape som favoriserede sprinterne formåede den spanske superstjerne ikke, at slå hul.

Ifølge det danske holds hjemmeside forsøgte en gruppe ryttere sig med et udbrud, hvor blandt andre Jesus Hernandez viste Team Saxo-Tinkoff-trøjen. Gruppen blev dog hentet af de mere sprinterstærke hold før den tempofyldte afgørelse.

Her var italienske Mattia Gavazzi hurtigst, men Contadors sportschef Philippe Maudiut var alligevel tilfreds med holdets indsats i etapeløbet.

- Holdet har gjort det absolut tilfredsstillende. Vi har ikke satset på at vinde herovre, men drengene har alligevel vist stor angrebsiver både forrest i feltet, men også med Alberto og i dag Jesus (Hernandez) i udbrud. Med Albertos sejr i går har vi oven i købet fået mere end vigtige løbskilometer med hjem herfra, og mere forventede jeg ikke”, sagde Mauduit.

Team Saxo-Tinkoff's Alberto Contador sluttede på en samlet fjerdeplads, mens Daniel Diaz (SLS) kom i mål med feltet og sluttede øverst på podiet.