Cykling

Medie: 'Kyllingen' sladrer sig til lavere karantæne

Michael Rasmussen vil angiveligt indrømme doping på et pressemøde torsdag eftermiddag i Herning, og halvanden time senere holder Danmarks Idræts-Forbund og Anti Doping Danmark hof i Brøndby.

Meget tyder på, at de to pressemøder har en fælles dagsorden: Michael Rasmussen.

DR Sporten mener at vide, at Michael Rasmussen får en dopingkarantæne på to år, og at han har forhandlet den straf ned fra potentielt otte år.

- DR Sporten erfarer, at han skal afsone to års karantæne. Den straf kunne dog være langt værre - op til otte år.

- Men han har forhandlet den ned ved at give detaljerede oplysninger om brugen af doping og også nævnt navne på andre ryttere, der har forbrudt sig mod lovene, skriver DR på sin hjemmeside.

Den danske cykelrytter blev flået ud af Tour de France i 2007 af sin arbejdsgiver Rabobank, da han stort set havde sikret sig den samlede sejr i verdens største cykelløb.

Holdet påstod, at Rasmussen havde løjet overfor holdet omkring, hvor han var forud for Touren i 2007.

Rasmussen indrømmede senere, at han havde løjet overfor antidopingkontrollanterne, men at Rabobank hele tiden havde kendt sandheden, hvorfor parterne stadig er i gang med en intern erstatningssag.

Rasmussen sagde i kølvandet på 2007-Touren, at han havde løjet for at få fred til at klare personlige problemer, og han benægtede doping.

Michael Rasmussen blev senere idømt to års karantæne for at have forbrudt sig mod dopingreglerne. Han ankede til den internationale sportsdomstol (CAS), der afviste anken i januar 2009.

I slutningen af 2010 blev bjergrytteren præsenteret som ny rytter hos Christina Watches-Onfone, som han siden har kørt for.

DR's oplysninger om, at 38-årige Rasmussen har forhandlet sig til en lavere karantæne, kunne indikere, at han har planer om at vende tilbage til cykelsporten i en eller anden funktion på et senere tidspunkt.

For nylig har Lance Armstrong indrømmet, at han brugte doping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre, og siden har andre fulgt trop.

Blandt dem er hollænderen Thomas Dekker, der tidligere kørte for det Rabobank-mandskab, som Michael Rasmussen også var ansat af.

Dekker har sagt, at doping var udbredt på holdet og har erklæret sig villig til at gå i detaljer med sit kendskab til, hvad der foregik.

Michael Rasmussen har indtil videre ikke kommenteret Dekkers udtalelser, men direktør Claus Hembo fra Christina Watches-Onfone har over for Ekstra Bladet luftet sin formodning om, at danskeren har benyttet ulovlige stoffer tidligere i karrieren.