Cykling

Kyllingens stjerne indrømmer massivt doping-misbrug

- Det var lige så normalt at tage doping som at spise en skål pasta!

Så kontant er meldingen fra Stefan Schumacher overfor den tyske avis Spiegel. Christina Watches-Onfone-rytteren har ellers nægtet sig skyldig efter han blev udelukket efter positive dopingtests i 2008, der viste spor af EPO. Også selv da både A og B-prøven viste samme tydelige svar nægtede han sig skyldig.

Schumacher, der var dobbelt etapevinder fra Tour de France samme år, blev idømt to års karantæne - en dom som blev stadfæstet ved den internationale sportsdomstol CAS.

Efter Schumacher havde udstået sin karantæne, skrev han under med det danske cykelhold, som han stadig kører for i dag.

- Jeg havde sat det i system. Det er ikke noget, jeg er stolt over, men sådan var det bare. Jeg er klar til at dele mine erfaringer med organisationer som Wada, Nada (det tyske antidoping-agentur) og UCI.

Indrømmelsen betyder, at Schumacher er blevet anklaget for bedrageri af sit tidligere hold Gerolsteiner. Det er er den tidligere sportsdirektør, Hans-Michael Holczer, der i dag er tilknyttet holdet Katusha, der fører sagen mod Schumacher. Den tyske rytter giver dog ikke meget for anklagerne, da han mener, at Holczer kendte alt til dopingen.

- Han var helt klar over, hvad der skete. Det var helt vanvittigt, hvilke ting, man kunne skaffe sig i holdbussen, forklarer Schumacher.

Der er høringer i byretten i Stuttgart den 10. april.

DET HAR SCHUMACHER TAGET

  • EPO
  • Væksthormon
  • Kortison