Cykling

Vraget og vred Hembo: Uanstændigt og uforståeligt

Michael Rasmussens cykelhold Christina Watches-Onfone er blevet vraget til Post Danmark Rundt. Det står klart, efter at Danmarks Cycle Union (DCU) onsdag har offentliggjort, hvilke hold der er udtaget.

Og det er en beslutning, der i den grad skuffer holdets med-ejer Claus Hembo.

- Jeg står med en helt aktuel verdensrangliste, og her ligger vi nummer to. Men det er åbenbart ikke nok, siger Claus Hembo til tv2.dk.

- Og det er svært at forstå, at DCU i stedet har valgt nogle hold, der ligger helt nede som nummer 97 på verdensranglisten frem for os. Man satser hellere på glade amatører fremfor Danmarks bedst placerede cykelhold.

- Jeg synes, det er en fuldstændig uanstændig beslutning. Og vi er vrede over det. Det er helt uforståeligt i mine øjne, siger Claus Hembo, der ikke har tænkt sig at gør alvor om truslerne om at lukke holdet, som det ellers var blevet varslet, hvis adgangen til Post Danmark Rundt ikke ville komme. I hvert fald ikke lige nu.

- Det var nogle ting, jeg sagde til Herning Folkeblad. Nu vil vi lige tænke over konsekvenserne uden at lade temperamentet løbe af med os. Vi har i fællesskab med holdets fire store sponsorerer besluttet at drøfte holdets fremtid i næste uge. Og det gør vi ud af respekt for de 22 folk, der har deres ansættelse på dette cykelhold.

- Men det er indlysende, at vores hold er bakket op af nogle sponsorer, der selvfølgelig forventer at få noget eksponering den anden vej. Som vi bl.a. havde håbet af få i Post Danmark Rundt.

Så en lukning af holdet kan stadig komme på tale?

- Jeg har ikke flere kommentarer til det lige nu. Vi tager en velovervejet beslutning i næste uge. Mere siger jeg ikke.

ETAPEOVERSIGT

1. etape, 31. juli: Silkeborg-Varde, 180 km

2. etape, 1. august: Ribe-Sønderborg, 175 km

3. etape, 2. august: Sønderborg-Vejle, 200 km

4. etape, 3. august: Høng-Asnæs Indelukke, 100 km

5. etape, 3. august: Holbæk (enkeltstart), 12,3 km

6. etape, 4. august: Roskilde-Frederiksberg, 165 km