Tour de France

Riis klar til vilde angreb: Det bliver et festfyrværkeri

Kampen om den gule førertrøje er ikke død og begravet. Tværtimod er det først nu, at Tour de France for alvor går i gang.

Det er budskabet fra Team Saxo – Tinkoffs danske ejer, Bjarne Riis, der er klar til en storoffensiv mod Team Sky og Chris Froome, som efter de første 11 etaper af verdens største cykelløb fører med lige knap fire minutter til Riis’ spanske kaptajn, Alberto Contador.

- Der er nok mange, der mener, at Touren er slut nu, men det mener jeg ikke. Der er lang vej igen. De hårdeste etaper kommer, og vi har ikke tænkt os at give op endnu, siger Bjarne Riis til tv2.dk.

På i hvert fald et punkt har Team Saxo - Tinkoff overtaget i forhold til de britiske rivaler. Udover Contador har Bjarne Riis fortsat tjekken Roman Kreuziger, der er nummer fem i klassementet, at spille ud, og han kan meget vel blive en del af krigen.

- Det er absolut en mulighed. Der er intet at tabe. Kreuziger er et godt kort at kunne spille ud, og det skal være et festfyrværkeri. Jeg tror på, det bliver en vild Tour, siger den danske holdejer.

I det hele taget er der alt andet end en opgivende stemning på Team Saxo – Tinkoff, selvom Chris Froome har sat alle på plads i såvel bjergene som på enkeltstartscyklen.

- Jeg synes, stemningen er rigtig god. Den er kanon, den er opløftende. Der er et fedt klima på holdet, og det er altid dejligt. Uanset om det går godt eller skidt, er det vigtigt at have en god stemning.

- Det, der lyser ud af øjnene på rytterne, er, at nu skal vi fandeme ud og kæmpe. Vi giver ikke op. Vi er alle enige om, at løbet slutter i Paris, og det er der, resultatet skal være der. Vi tror på, at alt er muligt. Vi ved, det bliver svært, men vi har før været bagefter og alligevel vundet. Vi skal tro på, det også kan lykkes denne gang, lyder Bjarne Riis’ Tour-manifest.

Bjarne Riis skal da heller ikke huske længere tilbage end sidste års Vuelta a España for at finde inspiration. Her var Alberto Contador ude af stand til at ryste sin landsmand Joaquin Rodriguez af i bjergene, men Saxo - Tinkoff-kaptajnen tog fusen på alt og alle - inklusiv Joaquin Rodriguez - med et angreb på en af de flade etaper, hvor han endelig fik knækket Katusha-rytteren.

Alberto Contador rev løbets røde førertrøje til sig og holdt den på de sidste fire etaper til Madrid, hvor han kunne lade sig hylde som Vuelta-vinder.

Med til historien hører det dog, at Alberto Contador blot var 28 sekunder efter Joaquin Rodriguez inden sit overraskende angreb. Denne gang er det tre minutter og 54 sekunder, der skal hentes.