Cykling

”Kyllingens hold er en skændsel for dansk idræt”

Der er sjældent stille om det danske cykelhold Christina Watches – Onfone. Således heller ikke på dagen, hvor Danmarks største cykelløb, Post Danmark Rundt, skydes i gang uden Michael Rasmussens hold på startstregen.

Denne gang er det dog ikke Christina Watches, der får vinden til at blæse med stormfulde ryk. Det er derimod Adam Sparre Spliid, der blandt andet er bestyrelsesmedlem i Anti Doping Danmark og desuden er medlem af Team Danmark og DIFs Aktivkomité.

I et åbent brev, som Adam Sparre Spliid har sendt direkte til Christina Watches – Onfones medejer Claus Hembo, langer han kraftigt ud efter holdets praksis med at ansætte ryttere og sportsdirektører, der tidligere har erkendt at have dopet sig.

- Din holdning er desværre kendetegnende for cykelsportens såkaldte "opgør" med doping, hvor man accepterer, at sportsdirektører og folk omkring holdene er forhenværende dopingmisbrugere og notoriske løgnere.

- Der er absolut ikke tale om noget reelt opgør, men om et koldt kalkuleret spil. Det er usmageligt, og jeg anser dit hold for at være en skændsel for dansk idræt i almindelighed og dansk cykelsport i særdeleshed! skriver Adam Sparre Spliid blandt andet i brevet.

Brevet kommer i kølvandet på, at holdets danske sportsdirektør Bo Hamburger figurerede på det franske senats liste over ryttere, der dopede sig med EPO under Tour de France i 1998. Indtil nu har den tidligere cykelrytter ellers kun indrømmet at have været dopet fra 1995 til 1997.

Selvom Bo Hamburger altså efter al sandsynlig løj, da han indrømmede sit dopingmisbrug i 2007, var hans chef, Claus Hembo, dog hurtigt klar med en fredning.

- Det her kommer ikke til at betyde noget. Det gør det ikke, fordi det er min forventning, at Bo allerede har lagt alle kort på bordet om hans fortid over for Anti Doping Danmark, sagde Claus Hembo til tv2.dk.

Bo Hamburger er dog langt fra den eneste med en uren fortid, som er eller har været ansat på Christina Watches – Onfone i løbet af holdets korte levetid.

Michael Rasmussen er det mest prominente navn, men derudover finder man også tyske Stefan Schumacher og spanske Constantino Zaballa, der begge kører for holdet i denne sæson, samt schweizeren Thomas Frei (rytter, 2012) og Claus Michael Møller (sportsdirektør, 2011).