Cykling

Tinkov går shop-amok: Så mange stjerner køber vi

Lommerne er dybe, og ambitionerne er tårnhøje hos den karismatiske ejer af cykelholdet Tinkoff-Saxo, Oleg Tinkov.

Skulle det ikke allerede stå klart, så vil det snart blive tydeligt, når Oleg Tinkov begiver sig ud på markedet for cykelryttere uden kontrakt for næste sæson.

Tinkoff-Saxo-ejeren har ikke lagt skjul på, at det nu tidligere danske cykelhold atter skal være verdens bedste, og det kræver indkøb fra øverste hylde, som Tinkov er klar til at plukke fra.

- Vi kommer helt sikkert til at købe to-tre stjerner, der kan hjælpe Alberto (Contador, red.) næste år i Touren. Og måske en, der kan hjælpe Rafal (Majka, red.) i den næste Giro. Vi er helt sikkert på markedet, og vi er ret aktive, siger Tinkov til VeloNews.

Blandt de mest vedholdende rygter er det om slovakken Peter Sagan, hvis kontrakt med Cannondale udløber ved udgangen af denne sæson. Det italiensk-amerikanske hold vil gerne beholde ham, men får konkurrence af Formel 1-stjernen Fernando Alonso, der arbejder på at stable et cykelhold på benene til næste sæson.

Og så er der altså også Oleg Tinkov, der før har bekræftet, at Sagan bestemt er en mulighed. Det gør han gerne igen og smider samtidig et nyt navn i puljen: den norske Team Sky-rytter Edvald Boasson Hagen.

- Der er mange rygter, men vi taler selvfølgelig med dem alle, for vi vil jo gerne bygge verdens bedste hold. Vi taler med Sagan og alle de andre. Vi er også interesserede i Boasson Hagen. Vi er interesserede i mange ryttere, alle de gode, der er ledige. Vi taler med dem, men vi kan ikke skrive kontrakt med dem før den 1. august, og derfor venter vi, siger han med henvisning til den internationale cykelunions (UCI) regler.

Oleg Tinkov kalder desuden Ivan Basso, der også er rygtet til holdet, for et ”interessant” mål, mens også den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins tilsyneladende er på blokken – eller i hvert fald kan komme det.

- Hvis han er ledig, kan vi kigge på Wiggins (hans kontrakt udløber ved udgangen af denne sæson, red.). Der er intet i vejen for det. Han er en stærk enkeltstartsrytter, siger en grinende Tinkov.

- Budgettet kan vi tale om til september. Lige nu handler det bare om, hvem vi kan købe. Måske er Froome ledig i morgen.

- Så køber vi Froome og sætter ham til at køre Giroen – så vinder Alberto Touren, og Froome Giroen, lyder det drømmende fra Tinkov.

Selvom UCI forbyder holdene at skrive kontrakt med ryttere før den 1. august, falder mange forhandlinger på plads under Tour de France.