Tour de France 2014

Fuglsang: Kun top-10 eller etapesejr er en succes

Se alt fra Tour de France på TV 2 PLAY

Udmeldingen er klar for Touren bedste dansker, Jakob Fuglsang. Astana kører kun med én kaptajn, og det er italieneren Vincenzo Nibali. Men det får ikke Fuglsangs forventninger til at ligne en hjælperytters.

For selvom Fuglsang som udgangspunkt er til Tour de France som hjælper for Nibali, så vil han spore fremgang i sin egen præstation i forhold til sidste års samlede syvendeplads. Derfor sætter den 29-årige dansker store mål.

- Etapesejr eller godt klassement. Uden en af de to ting, så er jeg ikke kommet videre.For at det skal være en rigtig succes, så skal det være blevet til en etapesejr eller et godt klassement.

Uden en af de ting, så har det måske ikke været en spildt Tour, men så er jeg i hvert fald ikke kommet videre personligt, siger Jakob Fuglsang til tv2.dk og tilføjer:

- Et godt klassement, så skal det være top 10.

Stadig er han klar til at duellere mod Froome, Contador og Valverde, hvis chefen Nibali ikke magter den opgave. Det fornemme resultat fra sidste år kan måske endda hjælpe lidt på vej.

- Jeg tror helt sikkert, at min syvendeplads sidste år har givet mere respekt i feltet. Og så har det helt sikkert givet mig selv noget mere selvtillid til at sige, at jeg også har lov til at sidde oppe foran i feltet. Så tror jeg også, at jeg har løftet mig et niveau rent sportsligt og er blevet en bedre cykelrytter.

Jakob Fuglsang er i gang med sin anden sæson på Astana og sit fjerde Tour de France.

Tour de France på TV 2

  • Tour de France køres i år fra den 5. juli til den 27. juli
  • Feltet skal i alt tilbagelægge 3656 kilometer fordelt på 21. etaper
  • Løbet starter denne gang i Leeds i England
  • Der er traditionen tro både flade etaper, bjergetaper samt en enkeltstart på programmet, og så er der i år indlagt en brostensetape tidligt i løbet. Her skal rytterne køre i den berømte og berygtede Arenberg-skov.
  • Du kan læse mere om de enkelte etaper her
  • Som altid kan du følge tv2.dks live-opdatering fra løbet, lige som TV 2 og TV 2 Play sender flere timer fra det franske hver eneste dag