Tour de France

Sagan lod sig tabe: Ville ikke angribe min ven Nibali

Se alt fra Tour de France på TV 2 PLAY

Alles øjne var rettet mod den slovakiske superstjerne Peter Sagan på anden etape af årets Tour de France, der nærmest var skræddersyet til den unge Cannondale-rytter.

Sagan så da også umanerligt stærk ud og sad med i den frontgruppe, der skulle fordele godset mellem sig, men til sidst var det den italienske Tour-favorit Vincenzo Nibali, der kørte alene over stregen.

Nibali satte det afgørende stød ind kort før mål, hvor Peter Sagan ikke så ud til at have mere at give af. Men et er tv-billeder, noget andet er (Sagans) virkelighed.

Efter etapen slog slovakken nemlig fast, at det snarere var en gave til hans gode ven Nibali, end det var et spørgsmål om manglende kræfter.

- Jeg angreb ikke, fordi Nibali er min ven. Hvis jeg fulgte efter ham, ville alle andre også have fulgt efter mig, siger Sagan til den britiske tv-station ITV.

- Alle holdt øje med mig. Det er meget svært at vinde en etape, fordi alle følger efter mig.

- Jeg er glad på Vincenzos vegne, for han er min ven. Og jeg er glad, fordi jeg ikke styrtede, og fordi jeg har den grønne trøje, siger Peter Sagan.

Da TV 2 talte med en måske kommende Bjarne Riis-rytter, var det også frustrationerne over rivalerne, som fik Sagans mund på gled.

- Jeg er lidt ked af det på de andre rytteres vegne, fordi de ikke laver andet end at holde øje med mig, og hver dag får de sværere ved at vinde en etape, sagde Sagan.

Peter Sagan blev nummer fire på etapen og fører nu pointkonkurrencen med 22 point ned til franske Bryan Coquard på andenpladsen.

#tourtv2 på TV 2