Tour de France 2014

Tour-rytter afsløret: Sms'ede han midt under etapen?

Se alt fra Tour de France på TV 2 PLAY

Normalt har Tour de France-feltet rigeligt at se til under etaperne, men tilsyneladende kedede den italienske rytter Luca Paolini fra Katusha-holdet sig under lørdagens Tour-etape.

I hvert fald fangede cykelfotografen Graham Watson Luca Paolini med mobiltelefonen i hånden under etapen - med anslået 60 kilometer i timen.

Billedet delte fotografen via Twitter, og det har søndag morgen fået italieneren til at forklare sig på selvsamme sociale medie.

- Skrive en sms eller en e-mail midt under løbet ved 50 km/t? Eller var jeg bare dum og glemte telefonen i lommen og var i gang med at slukke den, skriver Luca Paolini på Twitter.

Brugen af mobiltelefon under etapen er ikke bare risikabel i så høj en fart - det er slet ikke tilladt under løbet, hvilket løbsdirektionen da også gjorde opmærksom på efter etapen.

- Brugen af mobiltelefoner af løbsryttere er ikke tilladt med henvisning til artikel 9 i løbsreglementet og artikel 2.2.024 af UCI's reglement, lød det uden henvisning til nogen specifik rytter.

Men selvom Luca Paolini blev taget på fersk gerning slipper han uden bøde eller anden straf, bekræfter han selv på Twitter.

- Uanset hvad, giver jeg min oprigtige undskyldning for den upassende og ulovlige handling.... og jeg takker oprigtigt juryen for kun at give mig en advarsel, skriver italieneren.

Luca Paolini kom i mål som femte sidste rytter på etapen, mere end 21 minutter efter dagens vinder.

#tourtv2 på TV 2