Riis før ”flad” etape med brosten: Finalen bliver sindssyg

Se alt fra Vuelta a España på TV 2 Play.
Se godt på etapeprofilen for 17. etape i Vuelta a España herover. Som skræddersyet til sprinterne, tænker du måske.
Men billeder – og etapeprofiler for den sags skyld – siger ikke altid mere end 1.000 ord. Slet ikke i tilfældet her, hvor der faktisk venter Alberto Contador og de øvrige ryttere en utroligt hård etape, der meget vel kan splitte feltet mere, end hvad profilen antyder.
I løbet af de 190 kilometer til målstregen i A Coruña vil rytterne nemlig blive budt på mere end 2.000 højdemeter Og det er ikke bare små knolde a la Valby Bakke, men skarpe og stejle stykker.
Tilsæt så det faktum, at etapen køres langs kysten med de vindstød, der nu engang kan forekomme på sådan en rute, og ca. to kilometer med brosten få kilometer før mål – så har vi efterhånden opskriften på en vild Vuelta-etape.
På hviledagen bad vi Bjarne Riis om at udpege de etaper, hvor Alberto Contador og resten af Tinkoff-Saxo skal være særligt opmærksomme, og her pegede han netop på 17. etape.
- Allerede i morgen (i dag onsdag, red.) tror man, at det er en rimelig flad etape for sprinterne, og det er det altså bare ikke.
- De skal køre 3000 højdemeter. Vi har kørt de sidste kilometer af ruten igennem, og der er nogle hårde stigninger lige før mål. De sidste tre kilometer bliver sindssyge. Meget, meget spændende. Vi kommer ud til kysten, der er brosten, og der er sidevind. Der tror jeg, at der er nogle, der får sig en overraskelse, siger Bjarne Riis.
Du kan følge hele etapen på tv2.dk, mens TV 2 og TV 2 Play sender fra kl. 16.15.