Cykling

Hårdt angreb på Kyllingens hold: Vi tror ikke på jer

Den danske landstræner i cykling, Lars Bonde, giver ikke meget for den bredside, Claus Hembo i morgen sendte morgen Danmark Cykle Union, DCU, i forbindelse med lukningen af sit cykelhold.

- Jeg er ikke overrasket over, han smækker med døren. Den havde jeg godt set komme, siger Lars Bonde til tv2.dk

For landstræneren er direkte uenig i, at DCU skulle have den mindste indflydelse på lukningen af holdet.

- Claus Hembo og resten af cykelholdet bør først og fremmest kigge indad. Jeg kan slet ikke genkende det billede, han tegner.

- Han fremstillet det jo som om, at forbundet slet ikke har ønsket, at holdet skulle eksistere. Det er fuldstændig forkert, siger Bonde, der har sin egen fortolkning af, hvorfor Christina Watches-KUMA fra 1.januar ikke længere eksisterer.

Svigtende resultater

- Holdet har underpræsteret, og det ser jeg, som den primære årsag til lukningen.

- Eksistensgrundlaget for holdet har været uklart. Holdet blev jo efter min opfattelse oprettet i trods – fordi man gerne ville give Michael Rasmussen og andre ryttere i hans situation en ’second chance’.

- Det eksistensgrundlag er bare forsvundet, fordi Michael Rasmussen har indrømmet omfattende brug af doping.

- Og så har man egentlig derfra ikke rigtig kunne finde ud af, hvad man ville med det cykelhold. Andre danske hold har en helt klar plan med en helt udtalt talentplan, siger Lars Bonde.

Problematisk samarbejde

Landstræneren vil dog godt medgive, at samarbejdet med Hembos cykelhold fra starten har været uden for kategori.

Claus Hembo siger jo, at I har hadet Michael Rasmussen fra dag et. Har Michael Rasmussens tilstedeværelse besværliggjort jeres samarbejde?

- Man kan sige, at det her eksistensgrundlag – holdets grundlæggende opståen var jo i trods - også over for DCU. Det har desværre præget miljøet hele vejen.

- Havde resultaterne så været til stede, kunne man løfte på hatten af det, men når man slår så stort op, og vil alt muligt, og så bare ender med at være det fjerdebedste hold i Danmark, så opnår man jo ikke noget.

For havde Christina Watches-KUMA præsteret på et tilfredsstillende niveau, var man eksempelvis blevet udtaget til Post Danmark Rundt, argumenterer Bonde.

- Han glemmer jo lidt, at de var med i Post Danmark Rundt – også med Michael Rasmussen på holdet – fordi man var berettiget til det.

- Vi har haft en ny og håbefuld dialog med deres skiftende sportsdirektører, og de har haft samme vilkår som alle øvrige hold.

Helt urimelig rytterforhold

Lars Bonde peger i stedet på, at problemet for Christina Watches-KUMA snarere har været internt end eksternt.

- Der er ikke én dansk rytter, der er blevet bedre af at køre på det cykelhold. Det er det, der er deres problem. De har aldrig formået at udvikle.

Og det er også baggrunden for, at DCU i august skrev til Claus Hembo, at danske ryttere, hvis de henvendte sig, ikke ville blive rådet til at skrive kontrakt med hans hold.

- Den mail vi sendte, sendte vi fordi, Claus Hembo de seneste to år har ringet til DCU’s formand og beklaget sig over, at vi frarådede danske cykelryttere at skrive kontrakt med dem.

- Det har vi aldrig gjort. Men i år beslutter vi os så for at gøre det, siger Lars Bonde, inden han forklarer hvorfor:

- Vi har fået fortalt om nogle til helt urimelige forhold for rytterne på holdet, som vi ikke kan stå inde for. Derfor oplyser vi, at vi indtager den rolle, hvis vi bliver spurgt af en rytter.

- De to sager, der har været offentligt kendt – de to højest profilerede talenter, Alexander Kamp og Asbjørn Krag – har jo forladt holdet i utide og med store konflikter som resultat.

Hvad har de så fortalt jer?

- Det kan jeg ikke gengive, men de historier - plus historier fra andre ryttere på det cykelhold, om de forhold, der er på holdet, har gjort, at vi ikke stå inde for dem over for en ungt talent, der spørger os, om han skal køre for dem.

Hvor mange har reelt henvendt sig?

- Ingen. Men vi ville gerne have fuld åbenhed, og derfor skrev vi til holdet; nu går den ikke længere. Vi tror ikke på jer. I bliver nødt til at arbejde med jeres set up, jeres trænere og jeres menneskesyn.

Men hvorfor er det DCU’s ansvar at rådgive en cykelrytter?

- Den debat foregår også meget åbent i andre sportsgrene. For eksempel er Morten Olsen meget åben – selv over for journalister – om,  hvor han synes, forskellige spillere skal spille, så det er bedst for deres udvikling.

- Det foregår i alle forbund. Danske landstrænere – i alle forbund – er højt kvalificerede personer, og når de skal rådgive, skal de da kunne gøre det på en fuldstændig klar, faglig baggrund, siger Lars Bonde.