Cykling

DCU: Ny dopingrapport er et tilbageskridt for cykelsporten

I onsdags blev dele af den såkaldte Padova-rapport offentliggjort i flere italienske medier. 70 til 90 personer er i søgelyset, og indtil videre er navnene på 38 ryttere blevet offentliggjort. Rytterne er sat i forbindelse med dopinglægen Michele Ferrari.

Ingen danskere er indtil videre involveret, men hos Danmarks Cykle Union, DCU, er Padova-rapporten en mavepuster i kampen for at få en renere sport.

- Cykelsporten var kommet to skridt frem, og den her sag er så et kæmpe skridt tilbage. Der er tilsyneladende nogen, hvor alvoren ikke er gået op for dem, siger Niels Sørensen, formand DCU, til tv2.dk.

- Det er jo dybt frustrerende, at vi i cykelsporten kæmper og kæmper med at komme alt det her doping til livs og få en fair cykelsport. Frustration og irritation er de ord jeg vil bruge, fastslår Niels Sørensen.

Padova-rapporten er lavet af politiet i Padova, hvor de fra 2010 til 2013 har lavet overvågning, aflytninger og kigget på pengeoverførelser. Det har ført til rapporten på 550 sider, hvor der indtil videre altså er sat 38 navne på cykelryttere.

Michele Ferrari

  • Født i 1953 i Italien.
  • Har været involveret som træner og læge for blandt andet US Postal frem til 2004.
  • 10. juli 2012 blev han idømt livslang karantæne fra alt sport pga. dopingovertrædelser.
  • Ferrari er blevet sat i forbindelse med flere cykelryttere. Deriblandt Lance Armstrong, Michael Rogers, Alexander Vinokourov, Roman Kreuziger og Axel Merckx.
  • Senest er det kasakhiske cykelhold Astana blevet beskyldt for at have mødtes med dopinglægen.