Cykling

Det store cykeltyveri: Så mange millioner er der stjålet for

Det kommer næppe bag på nogen, at Cult Energy Pro Cyclings store last, der natten til søndag blev stjålet, er mange kroner værd.

TV 2 SPORT har været i kontakt med en chokeret Christa Skelde, manager på holdet, som efterhånden har fået dannet sig et overblik over omfanget.

Ifølge Christa Skelde er der blevet stjålet hele 28 cykler og 30 sæt hjul. Det svarer til en værdi på omkring to millioner kroner.

- De har selvfølgelig alle sammen haft deres løbscykler og reservecykler med, og så har vi haft langt de fleste af vores løbshjul til at være deri, siger Christa Skelde til TV 2 SPORT.

Der venter nu en masse skrivebordsarbejde for at finde ud af, hvordan og hvor meget holdets luxembourgske forsikring dækker for tabet.

Skelde bekræfter dog samtidig, at holdet bliver klar til at stille til start på lørdag, når der køres Het Nieuwsblad.

- De har alle sammen træningscykler. Heldigvis, kan man sige. Vi må trække på de kontakter og ressourcer, vi har, og så bliver det jo en lappeløsning - andet kan man ikke nå på en uge. Vores mekanikere er 100 procent villige til at arbejde i døgndrift fra nu af for at samle cykler, hvis det var det, der skulle til, men vi kan ikke nå at få fat i så meget udstyr, siger Skelde til TV 2 SPORT.

Het Nieuwsblad køres lørdag den 28. februar og kan ses på TV 2 SPORT.