Dopingrapport: Riis kendte - og opfordrede - til doping

Bjarne Riis kendte til doping på sit cykelhold.

Det indrømmer han nu i den netop offentliggjorte dopingrapport fra Anti Doping Danmark.

- Bjarne Riis har erkendt, at han som holdejer og ledende sportsdirektør, mens Tyler Hamilton var ansat på Riis’ hold, var vidende om, at Tyler Hamilton samarbejdede med Fuentes om brug af bloddoping, og Riis har videre erkendt, at han i sin aktive karriere havde prøvet bloddoping og derfor havde kendskab til, hvordan bloddoping foregik, står der i rapporten.

Undersøgelsesgruppen bag rapporten finder det også godtgjort, at Riis som holdejer også var vidende om, at andre ryttere på holdet brugte doping, ligesom han  opfordrede Bo Hamburger til at skaffte EPO til den tyske rytter Jörg Jaksche. Sidstnævnte forhold afviser Riis dog i rapporten.

Rapporten konkluderer derfor, at Bjarne Riis som holdejer begik ledelsessvigt, da han undlod at reagere på kendskab til doping på Team CSC.

Det samme gælder for Johnny Weltz og Alex Pedersen, der begge arbejdede som sportsdirektør på Riis' cykelhold, og som ifølge rapporten ligeledes havde kendskab til rytternes brug af doping.

Den tidligere holdejer har tidligere benægtet et hvert kendskab til doping på sit cykelhold.

Ifølge Anti Doping Danmark falder Riis' kendskab ind under Antidopingreglernes mod medvirken til doping. Indrømmelsen får dog ingen konsekvenser, da forældelsesfristen er overskredet.

FØLG PRESSEMØDET MED ANTI DOPING DANMARK OG DIF LIVE PÅ TV 2 SPORT OG TV 2 PLAY