Efter vellykket operation: Basso kommer til Paris
Se Tour de France på TV 2 PLAY
Den kræftramte cykelrytter Ivan Basso er mandag aften blevet erklæret rask efter sin operation.
Den tidligere Bjarne Riis-rytter er faktisk kommet sig så godt over strabadserne, at han nu melder sig klar til at komme til Paris og mødes med resten af holdet.
Det siger han til TV 2 SPORT.
- Jeg spurgte doktoren, om jeg kunne flyve til Paris. Det var et stort chok for alle, da jeg forlod Tour de France, så jeg vil tilbage og sige til alle, at det hele går godt. Det er rart for mig at tage tilbage og være med på den sidste dag sammen med hele holdet, siger Ivan Basso.
Selvom Ivan Basso er flyveklar efter en vellykket operation, så er det mere uvist, hvornår han er tilbage på cyklen igen.
- Det er svært at svare på. Der går en måned fra operationen til den næste kontrol. Operationen er ikke stor, men det foregik det sted, hvor man rører sadlen. Det er svært at komme på cyklen de næste 30 dage, så først og fremmest skal jeg komme mig 100 procent, og om en måned ved vi, hvornår jeg kan komme tilbage på cyklen.
Ivan Basso fik konstateret kræft i den venstre testikel under dette års Tour, og blev derfor taget ud af løbet.