Vinokourov under anklage for korruption

16x9
Vinokourov er anklaget for privat korruption Foto: Scanpix

Den tidligere cykelrytter Alexandre Vinokourov bliver anklaget for privat korruption. Det skriver skysports onsdag.

Ifølge det engelske medie har den belgiske anklagemyndighed besluttet at åbne en sag mod Astana-bossen samt den tidligere Riis-rytter Alexandr Kolobnev.

Alexandre Vinokourov bliver af retten i Belgien beskyldt for at have købt sejren i Liege-Bastogne-Liege i 2010 ved at bestikke Alexandr Kolobnev. De to ryttere kørte over målstregen som henholdsvis nummer et og nummer to.

Vinokourov betalte angiveligt russeren 150.000 euro, svarende til 1,1 millioner kroner, for at få lov til at vinde løbet.

Belgiske medier har tidligere skrevet, at efterforskere har fundet e-mails og banktransaktioner, som viser, at Vinokourov har overført pengene til Kolobnev. Vinokourov har hele tiden erklæret sig uskyldig og hævdet, at der var tale om et lån.