Armstrongs berygtede dopinglæge skal i retten igen
Lance Armstrongs berygtede læge, italieneren Michele Ferrari, skal nu igen for retten, tiltalt for at have dopet en atlet.
I dag besluttede en dommer ved retten i Bolzano at tiltale såvel Michele Ferrari som den 28-årige italienske skiskytte Daniel Taschler og hans far Gottlieb, der i øvrigt er vicepræsident i Det Internationale Biathlon-forbund IBU, for doping og medvirken til doping.
Gottlieb Taschler skal angiveligt have opfordret sønnen til at indgå et doping-samarbejde med Ferrari og sørget for at etablere kontakten mellem de to.
Michele Ferraris navn blev for alvor kendt, da han i 1990´erne var læge for cykelholdet Gewiss-Ballan, der på kort tid blev overnaturligt stærkt. I 2002 fik han karantæne for livstid fra al sport under det italienske cykelforbund.
Ti år senere blev han også livstids-udelukket af det amerikanske Antidoping-agentur USADA i forbindelse med sagen, der kostede Lance Armstrong sine syv Tour de France-titler. Her blev Ferrari kendt skyldig i at have dopet sportsfolk i årevis, samt for besiddelse af, og handel med, dopingstoffer.
Ferrari havde forsynet Armstrong og hans cykelhold med bl.a. EPO og forestået bloddoping med eget blod i årevis.
Daniel Taschler blev suspenderet fra det italienske landshold, da anklagen kom frem, ligesom hans far, Gottlieb Taschler indstillede alle sine aktiviteter som vicepræsident og medlem af IBUs Eksekutiv-komité.
Den nye retssag begynder til april.