Cykling

Nairo Quintana transformeret fra kød og blod til carbon

Nu findes der snart to udgaver af Nairo Quintana. Den af kød og blod - og den af carbon. JAIME REINA / Scanpix Denmark

En tredimensional ’fullsize’-model af colombianske Nairo Quintana skal forbedre bjergrytterens enkeltstarter.

I Tour de France 2013 sluttede den colombianske bondesøn fra Bojaca-regionen i Colombia Nairo Quintana som nummer to i det samlede klassement. Men ud af de i alt fire minutter og tyve sekunder han tabte til vinderen, Chris Froome, blev kun 41 sekunder af dem tabt på de individuelle tidskørsler. I sommerens Tour de France, hvor der kun var en individuel tidskørsel, minimerede Quintana sit tab på den individuelle disciplin til 21 sekunder.

I den kommende udgave af Tour de France skal rytterne køre 54 kilometer individuel tidskørsel, og derfor håber hans hold nu på, at de kan optimere hver enkelt aerodynamisk mulighed.   

For tiden anvender Movistar en 3D-laserscanner til at opfange de fysiske data – særligt kropsmønstre - fra alle ryttere på holdet. Målet er at kunne optimere de dragter, som rytterne cykler i.  

 - Det giver os en virtuel form for hver enkelt rytter, som vi kan arbejde med og har adgang til hele sæsonen. Du er nødt til at huske på, at når sæsonen starter, kan det være svært at få tid med rytterne, siger Jim McFarlane af Endura til Cyclingnews.com.

- Vores software kortlægger kropsmønstre. Og når vi kender kropsmønstrene kan vi finde den perfekte pasform. Vores data betyder, at vi hele tiden kan afprøve og optimere vores tøj og være sikker på, at det sidder fuldstændig som det skal på rytternes kroppe.

For Quintanas vedkommende er projektet udvidet til at skabe en model i fuld størrelse.

- Det løser to problemer. Når sæsonen er i gang er det ikke altid muligt at få rytterne derhen, hvor der er en vindtunnel, hvor vi kan teste dem. Det løser vores carbon-kopi. For det andet undgår vi, at Quintana skal bruge kræfter på jævnligt at udføre de fysisk krævende test det er at køre i vindtunnel. Med vores avatar – eller ’scanatar’ – kan vi udføre meget længere tests i vindtunnelerne, fortæller Jim McFarlane.       

- Nu har vi både en Nairo af kød og blod, og en carbon-Nairo. Planen er at arbejde med begge to og forhåbentligt gøre hans enkelstarter bedre forud for sommerens Tour de France.