Cykling

Cyklingens egen stjernekrig

Lyssværdene er trukket mellem Tour de France-organisationen ASO og cykelsportens verdensforbund UCI i en stor krig om magt og penge. Læs Dennis Ritters kommentar her

I en tid hvor Star Wars fylder en del i medier og gadebillede fik også cykelsporten i fredags sin helt egen stjernekrig. Eller rettere – krigen har raset i årevis, men i går blev lyssværdene trukket og konflikten optrappet.

Tour de France-organisationen ASO meddelte tørt at den trækker alle sine løb ud af UCIs World Tour kalender i 2017. En åben krigserklæring mod cykelsportens verdensforbund. Og et udtryk for at en årelang magtkamp nu har nået sit absolutte klimaks.

Nyheden fik ikke den store opmærksomhed, den egentlig fortjente. Måske fordi det er lidt for kompliceret, teoretisk og teknisk. Og måske fordi det alligevel først er fra 2017. Herregud – der er jo længe til. Og mon ikke de når at ryge en fredspibe og løse konflikten inden den for alvor får konsekvenser? Måske… Men fronterne er så skarpt trukket op, at der er grund til at tage krigen meget seriøst. Den er ikke opstået i fredags. Den har ulmet i flere år. Og derfor kan den også tage flere år at løse. Ikke mindst fordi den handler om netop det, der avler flest kampe og konflikter overalt i verden: Magt og penge!

Men hvad er egentlig baggrunden? Og hvad kommer ASOs beslutning om at forlade World Touren til at betyde? Her kommer mine bud på svarene…
Først og fremmest vil den kommende sæson – 2016 – ikke blive påvirket indtil videre. Den kører som planlagt med de eksisterende regler for udtagelse af hold og uddeling af wildcards.

Men fra 2017 kan meget se anderledes ud. Her vil Tour de France teknisk være rangeret under UCIs Europe Tour – og altså IKKE World Touren - som et ”Hors Categorie”-løb. Dermed er ASO ikke forpligtet til at give startplads til samtlige 18 World Tour-hold. Tværtimod må kun 70 % af holdene i Tour-feltet være World Tour-hold (svarende til 15), men Touren kan sagtens vælge at invitere færre. Og uddele flere wildcards – helt efter eget valg.

Kort sagt: Mere magt til ASO, der står langt mere frit og selv kan vælge og vrage når de uddeler Tour-billetter. De SKAL fravælge mindst tre World Tour-hold, men kan vælge at vrage endnu flere. Rimeligt nok, kan man mene. For ASO er et kommercielt, privat foretagende og bør vel som sådan stå frit?  ”It´s my party and I invite who I want to….”

Ja, ubetinget. Men det har nogle konsekvenser, som kan være problematiske for andre, vigtige spillere på cykelmarkedet. Nemlig sponsorerne, holdene – og dermed i sidste ende også rytterne.

Frygt for sponsorflugt
For hvad er en World Tour-licens værd fra 2017, hvis den ikke længere giver garanti for en plads i Tour de France, i Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og de mange andre vigtige løb, som ASO driver? Ikke ret meget, desværre. Det kan sponsorerne ikke leve med. Hverken på kort eller lang sigt. Er der noget, der kan få sponsorer til at flygte skrigende bort fra cykelsporten, så er det netop udsigten til ikke at få den vare, man forventer (Læs: Tour de France). Ingen sponsorer kan leve med den risiko. Derfor risikerer sporten at gå ind i et usikkert sponsormarked, hvor stabiliteten og det lange perspektiv forsvinder. 

Netop hensynet til et stabilt sponsormarked har været prioriteret højt hos UCI, der for nylig i en reformpakke ændrede World Tour-licensernes gyldighed fra 1 til 3 år. En ændring, der nu bliver nærmest ligegyldig, eftersom licenserne ikke længere garanterer start i Touren og dermed næppe er det papir værd, de er skrevet på. 
Taberne i det store spil om magten er holdene, rytterne, sponsorerne – og dermed sporten som helhed. Og de eneste vindere er faktisk ASO. 

Men kan man bebrejde ASO for at ville beholde magten og selvbestemmelsen over det store guldæg, Tour de France? Nej, egentlig ikke. Og dermed er vi tilbage ved det forhold at ASO – den private arrangør – er blevet så stor og magtfuld en spiller, at den kan gøre hvad den vil. For at udtrykke det lidt forenklet: UCI har mere brug for ASO og Tour de France end ASO og Tour de France har brug for UCI.

Cykelholdene kan i yderste konsekvens blive tvunget ud i et vanskeligt valg, når løbskalenderen skal lægges fast. Der er enkelte kalender-sammenstød, hvor ASO-løb overlapper med andre vigtige løb. Det gælder f.eks. marts måneds Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Og hvilken side skal barnet vælge, når og far og mor skændes? Et vanskeligt valg, som kan blive mindre vanskeligt, hvis ASO vælger at hvæsse kløerne endnu engang og f.eks. true holdene med en ”fyring” fra Tour de France, hvis de ikke også kører Paris-Nice.

Det sidste er spekulation. Så langt er vi ikke nået endnu. Men på den anden side er scenariet ikke urealistisk. Det er ikke let at få øje på en let løsning på konflikten. Lige nu er fronterne trukket skarpt op og tonen konfrontatorisk. ”The Force is strong” – i ASO, og deri ligger en del af problemet. Jeg tvivler på at UCI og præsident Brian Cookson har andet valg end at føje og forhandle. Men den forhandling er til gengæld også vigtige. For lige nu er der mange tabere – og kun én vinder – af denne cykelsportens egen stjernekrig.