Cykling

Ny doping-sag: Mørkøvs hold i fare for straf

Katusha-rytteren Eduard Vorganov er testet positiv for doping, og nu risikerer Katusha at blive suspenderet

Allerede inden Michael Mørkøv har kørt sit første løb for Katusha er holdet kommet i problemer, som kan få indflydelse på danskeren. 

Den russiske rytter Eduard Vorganov er blevet testet positiv for det forbudte stof Meldonium. Det er sket i en dopingtest d. 14. januar, oplyser den internationale cykelunion (UCI) i en pressemeddelelse. 

Meldonium er et medicinsk stof, som er godkendt i østeuropa, men ikke internationalt, og det er derfor at betragte som doping. Vorganov er blevet suspenderet af UCI, og han har krav på at få foretaget en B-prøve. 

Sagen kan ikke alene for konsekvenser for Eduard Vorganov, men også for hele Katusha, da det er den anden positive dopingtest på holdet indenfor 12 måneder. Under Tour de France i sommer blev Luca Paolini testet positiv for kokain. 

UCIs regler foreskriver, at hele Katusha skal kigges igennem, og at de risikerer en kollektiv straf. 

- UCI vil videregive sagen til den disciplinære kommission, som vil tage en beslutning i de kommende dage, lyder det i pressemeddelelsen fra UCI.

Kommissionen skal tage stilling til om den vil straffe Katusha kollektivt. Det kan betyde, at Katusha bliver udelukket fra at køre løb i 15-45 dage. Det vil i givet fald ødelægge holdets forberedelser frem til sæsonen, hvor Michael Mørkøv er udset til at hjælpe Alexander Kristoff i forårsklassikerne. 

Katusha skriver i en pressemeddelelse, at stoffet Meldonium blev gjort forbudt d. 1. januar 2016, og at det er et stof, som de aldrig har brugt fra holdets side. Holdet kender derfor ikke noget til Vorganovs indtagelse af stoffet.

Katusha har efter gældende regler suspenderet Eduard Vorganov, imens B-prøven bliver analyseret.

- Team Katusha vil gerne slå fast, at det tager alle mulige forholdsregler på holdet for at undgå brud på anti doping-reglerne, og at holdet er fuldt indstillet på at bekæmpe doping. Team Katusha er meget skuffet over, at en situation som denne kan opstå på trods af alle forholdsreglerne, skriver Katusha i pressemeddelelsen.

Hør Michael Mørkøvs reaktion i klippet øverst i artiklen.