Cykling

12 år senere: Italien sørger stadig over Pantanis død

Han var hele nationens Campionissimo, der skulle løfte arven fra Fausto Coppi. I dag er det 12 år siden, Marco Pantani døde. Italien sørger stadig.

Det er som om, legenden om Pantani er et sår på den italienske selvfølelse, der aldrig vil hele.Med jævne mellemrum bliver der revet op i det, og så bløder nationen igen for den tabte søn

Dennis Ritter om Marco Pantanis død

Il Pirata står op i sadlen. Accelererer kontinuerligt. I sin karakteristiske stil med hænderne helt nede i bunden af styret. Bag ham forsvinder colombianeren Hernan Buenahora. Simoni, Jalabert, Gotti, Heras og de andre rivaler er langt væk. Sat.

Pantani er flyvende. Det har han været gennem hele etapeløbet. Giro d’Italia 1999 er hans. Marco Pantani har for længst sikret sig den samlede sejr. Det er 20. etape.

På toppen af Madonna di Campiglio ligger Pantanis fjerde etapesejr på 12 dage og venter på ham.

På toppen af Madonna di Campiglio venter også Pantanis frie fald fra tinderne.

- Det var en massakre på resten af feltet, han fuldførte den dag. Pantanis ridt op til Madonna di Campiglio var en ydmygelse af hans konkurrenter, husker Dennis Ritter, cykelkommentator på TV 2 SPORT, der selv var til stede den dag på bjerget.

- Han førte løbet. Han havde reelt vundet. Men det var ikke hans stil at fise husleje af i baghjulet på sine rivaler. Som jeg husker det, så stod han op hele vejen. Han virkede dybt fokuseret, nærmest besat. Heller ikke noget med at juble eller bare slippe styret, da han kørte over stregen. Han hamrede bare videre. Som om han ikke synes det var noget særligt. Det var jo bare chefen, der viste hvorfor han var chefen.

- Tilskuerne forgudede ham. Der stod ”Pantani” og ”Pirata” på bannere og flag hele vejen op ad stigningen, fortæller Dennis Ritter.

Det var en massakre på resten af feltet, han fuldførte den dag. Pantanis ridt var en ydmygelse af hans konkurrenter

Dennis Ritter om etapen til Madonna di Campiglio

Dagen efter er han smidt ud af løbet med en hæmatokritværdi på 52. Det bliver begyndelsen på enden for Italiens største sportsstjerne på det tidspunkt.

- Den morgen vil jeg aldrig glemme. Det var koldt på bjerget. Vi var ved at gøre klar til dagen. Pludselig bredte rygtet sig som en steppebrand: ”Pantani er smidt ud! – Pantani er smidt ud!”, siger Dennis Ritter.

- Det var som om løbet – og Italien – var i chok. Der var væsentlig færre tilskuere. Der var ingen rosa førertrøje, for Ivan Gotti nægtede at tage den på. Alt stod i skyggen, af det, der var sket tidligt om morgenen.

Tre og et halvt år senere dør Pantani på et usselt hotelværelse i Rimini. Alene. Ensom. Deprimeret.

Det er 12 år siden i dag.

Den nye Fausto CoppiIkke siden den legendariske Fausto Coppi har en italiensk cykelrytter tryllebundet en nation som Marco Pantani i sin storhedstid.

Måske var det den lille mands angrebsiver. Måske var det karismaen. Måske var det, fordi han tilmed lignede Fausto Coppi en smule; akavet i sin positur, svær ikke at holde af. Pantani startede tilmed sin karriere med at cykle i en klub navngivet efter legenden Coppi.

Så snart der var et bjerg, så kendte man udfaldet af cykelløbet på forhånd.Når ’Piraten’ trådte an, så så feltet ham ikke igen.

Dennis Ritter om Pantanis evner som bjergrytter

- Han var forgudet af italienerne. En helt almindelig dreng, der forfulgte sin drøm. Og sammenligningen med Coppi var umulig for ham at komme udenom. En gudsbenådet klatrer. En ensom kriger. En mand, der virkede fuldkommen ligeglad med sit offentlige image, og som dog alligevel stylede sig selv som ”Il Pirata” med tilhørende bandana, øreringe osv. Og en mand, der havde én og kun én force som cykelrytter. At køre opad. En evne, han til gengæld beherskede bedre end alle, siger Dennis Ritter.

Pantanis karriere tog for alvor fart, da han som ung og relativt ukendt braste ind på cykelscenen som 24-årig med to etapesejre og en samlet andenplads i 1994-udgaven af Giro d’Italia, mens han også kom på podiet samme år i Tour de France.

Il Piratas karriere kulminerede fire år senere, da han sejrede i både Giroen og Touren samme år. En bedrift, der ikke siden er blevet matchet.

- Han var simpelthen enevældig konge i cykelsportens kongerige i de måneder. Der var ingen grænser. Han var den største af de store. Så snart der var et bjerg, så kendte man udfaldet af cykelløbet på forhånd. Når ’Piraten’ trådte an, så så feltet ham ikke igen. Og på mystisk vis lykkedes det ham at sno sig udenom det dopingstormvejr, der ellers ramte Touren hårdt den sommer. I en verden, der var ramt af jordskælv stod han som en klippe – urokkeligt og på toppen, siger Dennis Ritter.

Samme år var han sågar forbi Danmark, hvor han var den helt store tilskuermagnet ved motionsløbet Ritter Classic.

- Det var et scoop at Ole Ritter fik ham til Danmark, og selvfølgelig fik den fuld gas i alle medier. Jeg var sendt på opgaven af min daværende arbejdsgiver DR Sporten og skulle selvfølgelig have et interview med verdens mest berømte cykelrytter, husker Dennis Ritter.

- Det viste sig at blive svært, fordi TV2 mente at have ham eksklusivt. Det endte i en større diskussion, men jeg fik da et par udtalelser fra den stille stjerne. Der for øvrigt havde været i byen i København til kl.3.30 natten forinden, men alligevel vandt Ritter Classic i suveræn stil.

Stjernestatussen blev aldrig den samme efter den skæbnesvangre etape til Madonna di Campiglio året efter. Trods flot kørsel med to etapesejre i Tour de France i år 2000, herunder rekordtid på Mount Ventoux, så var Pantanis storhedstid ovre.

Året efter blev han smidt ud af Giro d’Italia, efter politiet ransagede hans hotelværelse og fandt mistænkelige kanyler. Karrieren stoppede definitivt efter en anynym indsats i 2003-udgaven af Giro d’Italia, hvor Pantani var langt fra fordums styrke.

9 måneder senere, den 14. februar 2004, blev han fundet død. Hjertet havde sagt stop. Pantani havde taget en overdosis kokain.

Han vil aldrig blive glemt. Den lille dreng fra Cesenatico, der fulgte sin drøm.

Et åbent sår, der ikke vil hele 12 år senere skriver de italienske aviser stadig om Marco Pantani. Dagens La Gazzetta dello Sport kalder dagen for ’en trist årsdag’ og ’synonym med sorg’.

Via hjemmesiden change.org samler skuespilleren Sebastian Gavasso undskrifter ind. De forlanger, at politiet fortsætter deres undersøgelse af Pantanis død. Teorien er, at mafiaen skulle være indblandet i cykelrytterens død.

- Mens vi har arbejdet på dette projekt, har vi lært historien om Il Pirata at kende. På dagen for hans død opfordrer vi alle til at skrive under, fordi vi vil have klarhed. For ham. For fansene. For cykelsporten. For sandhedens skyld, siger han til avisen.

Selv samme skuespiller har et teaterstykke om netop Marco Pantani i støbeskeen.

Vi vil have klarhed. For ham. For fansene. For cykelsporten. For sandhedens skyld

Sebastian Gavasso om efterforskningen af Pantanis død

Talrige bøger, dokumentarfilm og sågar digte er skrevet om den lille klatrer, hvis æresløb – Memorial Marco Pantani – køres hvert år i september.

- Det er som om legenden om Pantani er et sår på den italienske selvfølelse, der aldrig vil hele. Med jævne mellemrum bliver der revet op i det, og så bløder nationen igen for den tabte søn, siger Dennis Ritter.

- For nogle er det svært at forstå hvorfor han skulle dø. For andre tror jeg det er en form for ukonkret skyldfølelse. ’Hvorfor hjalp vi ham ikke? Hvorfor endte han ensom og forladt? Hvordan kunne vi svigte en så sårbar sjæl?’ Hvorom alting er, så vil han aldrig blive glemt. Den lille dreng fra Cesenatico, der fulgte sin drøm.