Cykling

Medie: Riis involveret i nyt cykelhold i Bahrain

Bjarne Riis holder pressemøde torsdag, hvor han løfter sløret for et nyt cykelprojekt. Nu går der rygter om, at han starter nyt cykelhold i Bahrain.

Søndag eftermiddag var Bahrains ældste kongesøn, Nasser Bin Hamad Al Khalifa, ude med en opsigtsvækkende nyhed på sin Facebook-profil. Her løfter prinsen sløret for et nyt cykelhold med hovedsæde i Bahrain.

Søndag aften erfarer Cyclingnews, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er involveret i cykelholdet. Den internationale cykel-nyhedsside er således det første medie til at erfare, at der er en forbindelse mellem cykelholdet i Bahrain og konstelationen Riis/Seier.

- Hvad jeg forstår fra en god kilde, så er Bjarne Riis involveret, skriver cyclingnews.com’s journalist Stephan Farrand på sin Twitter-profil søndag aften.

Sammenkædningen mellem cykelholdet fra Bahrain og Riis/Seier sker bare få dage før et stort planlagt pressemøde med de to danskere. Lars Seier Christensen har nemlig indkaldt til pressemøde om et nyt projekt med de to danskere i spidsen på torsdag i Danmark.

Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er dog ikke de eneste fremtrædende personer i cykelmiljøet, der er blevet kædet sammen med det nye hold i løbet af søndagen.

Tidligere søndag blev Vincenzo Nibali, der netop har vundet Tour of Oman, rygtet til det nye cykelhold. Det skriver Gazzetta dello Sport ifølge Cyclingnews. 

Italieneren har tidligere ytret utilfredshed på Astana-mandskabet og har kontraktudløb ved udgangen af den kommende sæson. Den tidligere Tour de France-vinder er også blevet sat i forbindelse med Trek-Segafredo og Lampre-Merida.