Cykling

Ekspert: Det taler for og imod Riis-deltagelse i Bahrain-projekt

Timingen taler for, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er med ombord i et nyt storstilet cykelprojekt med hovedsæde i Bahrain, mener ekspert.

Det ligger fast, at der starter et nyt cykelhold til 2017-sæsonen med rødder i Bahrain.

Det ligger dog ikke endegyldigt fast, hvorvidt duoen Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er en del af projektet, som det internationale cykelmedie Cyclingnews mener at vide.

På torsdag har Riis og Seier tænkt sig at præsentere et nyt samarbejde, hvorfor de er blevet kædet sammen med det nye hold i mellemøsten. Og netop det faktum styrker troen på, at det bliver en realitet, mener cykelekspert Kim Plesner.

- Timingen taler for, at Bjarne Riis og Lars Seier er involveret. Det taler for, at de har været i mellemøsten for at holde nogle møder. Det taler for, at det er en mellemøstlig sponsor.

- Man kan så sige, at det, der taler imod er, om sådan en Sheik fra Bahrain synes, det ville være fedt at få præsenteret projektet i København, og så er det lidt tidligt at præsentere et cykelhold for 2017.

- Så det har nok en anden karakter, det der bliver præsenteret på pressemødet på torsdag, vil jeg formode, lyder vurderingen fra Kim Plesner.

TV 2's cykelkommentator Dennis Ritter mener, at et eventuelt super-cykelhold med en stenrig sponsor i ryggen og Bjarne Riis med ombord vil kunne møde modstand fra begyndelsen.

- Det man kan frygte, uden i øvrigt at foregribe begivenhederne, er, at det vil blive et hold, som PR-mæssigt er bagud på point fra start. Dels fordi der er mange, som har det svært med Bjarne Riis' person, og dels fordi der er mange, der ikke bryder sig om hold, der har penge som skidt. Det har vi set med Team Sky, siger Dennis Ritter.

En holdning, cykelekspert Kim Plesner i udgangspunktet deler.

- Der er forskel på herhjemme i Danmark og i udlandet, tror jeg. Herhjemme vil folk nok klappe i deres hænder over, at vi igen får et potentielt dansk cykelhold på banen.

- Og så er der udlandet, der har en noget mere kritisk holdning til det, siger Plesner.

Herunder kan du høre TV 2's cykelkommentator Dennis Ritters mening om projektet, som han mener kan blive cykelsportens næste Team Sky.