Cykling

Briterne har Cavendish - men Lasse har klasse

TV 2 SPORTs cykelkommentator Dennis Ritter har fuld tro på det danske hold, der i morgen tager hul på VM på bane i London.

Det kan godt være at briterne har Cavendish. Men vi har Lasse… Og han har klasse!

Tilgiv mig den kække indledning. Men jeg er så fuld af forventning til det forestående VM på bane i London, at der måtte et lille ordspil til.

Fra onsdag og frem til søndag skal der kåres verdensmestre og uddeles medaljer i den olympiske cykelarena Lee Valley VeloPark i Stratford, lidt nordøst for London centrum. Og nogle af de medaljer havner i Danmark. Mindst én – om alt går vel to – og hvis miraklet indtræffer, så måske endda tre!

Så håber jeg ikke de unge mennesker i rød-hvide fantomdragter synes, at jeg har skruet forventningspresset for højt op. Jeg mener det er realistisk med to danske medaljer. Og det mener de vist også selv, hvis man spørger dem direkte.

Lasse Norman Hansen var kun 20 år, da han blev olympisk mester i omnium i selvsamme arena i London i 2012. I dag er han 24 og endnu bedre rustet, både i ben og hoved. Ikke fordi de forgangne 4 år har været en uafbrudt dans på roser for ham. Tværtimod. Der har skam både været op- og nedture, skader og skuffelser. Men Lasse har lagt det knap så succesfulde landevejs-eventyr på Cannondale-Garmin bag sig og fået ro på bagsmækken. En 2-årig kontrakt på det Stölting-hold, der trods en stormfuld skilsmisse fra CULT er endt med at se forholdsvis velorganiseret ud. Og så har han haft en stærk vinter uden skader og med fuld fokus på banesatsningen. Forlydenderne fra det danske landsholds træningslejre har været, at Lasse Normann er fuldkommen ovenpå pedalerne for tiden. Det lover godt.

Lasses mest profilerede konkurrent i omnium er selvfølgelig sprint-fænomenet Mark Cavendish, der har sat landevejscyklen midlertidigt i garagen for at fokusere fuldt ud på VM – og senere OL – på banen. Hvilke bane-ben, Cavendish har nået at opbygge er indtil videre helt uvist. Men det skulle undre mig meget om han allerede nu kan gå direkte ind på banen og køre med om guldet mod folk, der har forberedt sig langt mere målrettet end han.

At Cavendish er til start er en stor ære for arrangementet. Og det vil givetvis få hallen i Stratford til at koge endnu mere end den ville i forvejen. Men en medaljekandidat i omnium tror jeg trods alt ikke, han er.

Hårdere konkurrence må Lasse Norman forvente fra colombianeren Fernando Gaviria, der allerede har to sejre og to andenpladser på landevejen i år, og som er forsvarende verdensmester i netop omnium. Sidste år vandt den nu 21-årige colombianer omnium-guldet på ren og skær stabilitet og et utrolig højt niveau i alle discipliner. Han vandt ikke en af de seks discipliner, men scorede så stabilt højt i alle, at han endte med guldet og VM-trikoten.

En anden stærk VM-kandidat er italieneren Elia Viviani. Regerende europamester i omnium og lidt på ”hjemmebane” i London, eftersom han kører for Team SKY på landevejen.

Mændenes omnium begynder fredag morgen med et 15 km ”scratch”-løb og slutter med 6. og sidste afdeling, et 40 km pointløb, lørdag aften.

Men allerede inden Lasse Norman skal køre omnium er han en vital del af den danske 4.000 meter-kvartet, der bestemt også har gode chancer for en medalje. Også her har meldingerne fra træningen været særdeles lovende. De kører gode tider, og samarbejdet fungerer perfekt. Meget afhænger uden tvivl af de erfarne motorer i trioen, Lasse Norman og Rasmus Quaade, som suppleres af de unge Casper Pedersen og Casper Folsach – og af de endnu yngre og mesterskabs-debuterende Niklas Larsen og Frederik Rodenberg Madsen.

Tager vi Quaade og Norman ud af ligningen, så er gennemsnitsalderen på de resterende 4 i truppen bare 19,2 år! Med andre ord – det er lykkedes at gennemføre ikke bare ét, men flere generationsskifter i det danske bane-flagskib siden de gyldne dage med OL-sølv og VM-guld, da holdet bestod af folk som Michael Mørkøv, Alex Rasmussen, Jens Erik Madsen, Michael Færk og den nuværende landstræner Casper Jørgensen.

4 km-holdet er i ualmindelig skarp konkurrence, og derfor kan en dansk medalje ikke tages for givet. Danskerne skal som altid måle sig med særligt Storbritannien, Australien og New Zealand. Og hvilken nation, der ender udenfor medaljerne er nærmest umuligt at spå om. Men jeg kan kun opfordre til at nyde denne disciplin. Den er forrygende flot at se. Om briternes egen verdensrekord (3.51,659) kommer i fare kan jeg tvivle på. (Holdene er ikke helt så skarpe som de vil være i august ved OL i Rio). Men vi skal nok se fantastisk hurtige tider.

For Amalie Dideriksen bliver det måske den vigtigste weekend i karrieren. Lørdag morgen indleder hun jagten på at kvalificere sig til OL i omnium-disciplinen. Ligesom drengene har Amalie været på hård træningslejr i Sydafrika, og meldingerne er på solid formfremgang for det unge multitalent. Uden at kende hendes rivaler helt så godt endnu, så tør jeg godt spå en OL-plads til Amalie, der kommer til at fokusere mere på OL-kvalifikation end på at vinde medaljer i London.

Og så er der endelig den helt store ”dark horse”. Vores danske mestre i parløb og nyligt kårede 6-dagesvindere i Ballerup, Jesper Mørkøv og Alex Rasmussen, der skal køre VM-parløb for Gud, dronning og fædreland. En disciplin, der er nærmest umulig at forudsige. Men med Alex´ erfaring (tidligere verdensmester med Jespers storebror Michael) og med Jespers fandenivoldske her-kommer-jeg-attitude og altid milimeterpræcise forberedelse, så kan de to ligeså godt som de fleste andre par ende med at køre om medaljer. Men de kan også ende sidst.

Se med på TV2 SPORT, når vi sender direkte fra samtlige aftener – og i weekenden også om eftermiddagen – fra Lee Valley VeloPark i London. Det bliver en forrygende fest.